Video : Tipsbladet
Generelle

Buffon er 'skuffet' over Pirlo efter Juventus-exit

Gianluigi Buffon har besluttet at forlade Juventus efter denne sæson, og ifølge La Gazzetta dello Sport hænger det sammen med, at legenden er utilfreds med den begrænsede spilletid, han har fået under Andrea Pirlo.

Gianluigi Buffon meldte tirsdag ud, at han forlader Juventus efter denne sæson, og den 43-årige målmandslegende er angiveligt ikke tilfreds med sin sidste sæson i Torino-klubben. 

Således skriver den italienske avis La Gazzetta dello Sport, at Gianluigi Buffons forhold til Juventus-cheftræner Andrea Pirlo er en af årsagerne til, at den rutinerede målmand nu forlader klubben, som han har spillet 683 kampe for. 

Skuffet over begrænset spilletid
La Gazzetta dello Sport skriver, at Gianluigi Buffon og Andrea Pirlo er tætte venner, og at Buffon således er skuffet over, at Pirlo ikke lod ham spille flere kampe i denne sæson, hvor polske Wojciech Szczęsny har været førstevalg. 

Gianluigi Buffon har i denne sæson fået 12 kampe for Juventus, herunder syv i Serie A. Ifølge Football Italia forventes Buffon dog at starte inde i aftenens skæbnekamp mod Sassuolo, hvor Juventus er pisket til sejr, hvis drømmen om Champions League-kvalifikation skal holdes i live.

Gianluigi Buffon forklarede tirsdag, at han endnu ikke har besluttet, om han fortsætter i en anden klub eller indstiller karrieren.