Video : Tipsbladet
Generelle

Bundesliga-cheftræner bekræfter: Jeg har forklaret Håland min plan

Erling Håland jagtes angiveligt af de fleste af Europas topklubber, men nu bekræfter Julian Nagelsmann, at han har holdt et møde med den norske bomber.

Erling Håland er efter et forrygende efterår kommet på stort set alle storklubbers radar, men meget tyder på, at Red Bull Salzburg-stjernen kan skifte til en anden klub, der er styret af Red Bull-koncernen.

Således bekræfter Yussuf Poulsens chef i RB Leipzig, Julian Nagelsmann, nu, at han for nyligt har holdt et møde med Erling Håland og dennes agent.

- Jeg prøvede på simpelt engelsk at forklare ham mine idéer om fodbold. Jeg synes selv, at det gik ret godt, lyder det ifølge Kicker fra RB Leipzig-cheftræneren.

Kan ikke sige så meget
Nagelsmann erkender dog, at han endnu ikke ved, om det vil lykkes at få fingrene i Håland, der nettede otte gange i Champions League-gruppespillet.

- Man kan ikke sige så meget efter sådan en samtale, da de typisk er ret ensidige. Som træner taler man meget, mens agenten og spilleren mest sidder og lytter.

Dortmund har også været meldt interesseret i Håland. RB Leipzig møder Dortmund i Bundesligaen på tirsdag, men Nagelsmann ved ikke, om kampens resultat kan få en betydning for Hålands beslutning.

- Det må du spørge ham om. Det kan spille ind.

Erling Håland, der har nettet 28 gange i 22 kampe i denne sæson, kan angiveligt hentes for 150 millioner kroner til januar.