Video : Tipsbladet
Generelle

Carragher: Liverpool-fans ville sælge upopulær superstjerne for 1,2 milliarder

Jamie Carragher mener ikke, at Mohamed Salah værdsættes nok blandt klubbens fans, der ifølge Carragher formentlig ville være positive over for at sælge egypteren for 1,2 milliarder kroner.

Mohamed Salah har taget Liverpool med storm, siden han blev hentet til klubben af Jürgen Klopp fra Roma tilbage i 2017. Egypteren slog ganske imponerende allerede i sin første sæson rekorden for flest mål i en enkelt Premier League-sæson med 32 scoringer.

Ikke desto mindre, er der ikke voldsomt stor støtte til egypteren, mener Liverpool-legenden Jamier Carragher. 

- Jeg mener, at Mo Salah bliver set som verdensklasse af folk udefra, men blandt Liverpool-fans, bliver han ikke værdsat helt så højt. Hvis man taler med Liverpool-fans eller ser på de sociale medier, så er vurderingen, at Liverpool har seks verdensklasse spillere: Jeg tror, det er målmanden, Trent Alexander-Arnold, Virgil van Dijk, Sadio Mane, Roberto Firmino og Salah, siger Carragher til Goal. 

- Jeg tror, at hvis man spurgte Liverpool-fans, om de ville tage imod et stort beløb for en af de andre fem spillere, så ville de sige sige nej, uanset beløbet. De ville aldrig sælge Alisson eller Van Dijk. Men hvis du tilbød dem 1,2 milliarder for Salah, så ville de overveje det. Det er derfor, jeg siger, han er undervurderet. 

Hvis det var op til ham, slår Carragher fast, at han aldrig ville sælge Salah, som siden 2017 blot er overgået af Lionel Messi på målfronten i europæisk fodbold.