Video : Tipsbladet
Generelle

Casillas: Vi var blevet vanvittige, hvis vi havde talt politik med Piqué

Iker Casillas har nu givet et indblik i den interne krig på det spanske landshold i 2011.

Ifølge Real Madrid-legenden Iker Casillas var den bitre rivalisering mellem Barcelona- og Real Madrid-spillerne tæt på at ødelægge holdånden på det spanske landshold i 2011. 

De to evige rivaler mødte hinanden fire gange i løbet af foråret i 2011, og ifølge Casillas fyldte kampene utroligt meget.

- De endte med at få en politisk betydning. Hvis Barcelona vandt, så var det som, at Catalonien havde slået Madrid. Jeg tror, at omklædningsrummet blev splittet af eksterne faktorer, ikke interne. Det var ikke vores fejl, men vi tog konflikten med ind på landsholdet, lyder det ifølge Marca fra Casillas. 

- Man kunne lugte det i omklædningsrummet. Det var tydeligt, at forholdet ikke var det samme. Puyol, som jeg kom rigtig godt overens med, noterede det også overfor mig. Han sagde til mig, at han på et tidspunkt havde haft lyst til at rejse sig for at gå over til mig og give mig et par slag i hovedet. Og jeg sagde, at jeg var klar over det, og at jeg havde det på samme måde. 

Del Bosque forblev neutral
Den daværende landstræner Vicente Del Bosque forsøgte at holde sig ude af striden.

- Jeg valgte aldrig side. Jeg forholdt mig fuldstændig neutral. Jeg lyttede aldrig til politik på landsholdet, hvis jeg da overhovedet gjorde det. Måske talte I om politik indbyrdes, men I gjorde det aldrig foran mig, lød det fra Del Bosque til Casillas. 

- Det var fordi, at vi ikke hang ud med Gerard (Piqué, red.) om aftenerne... hvis vi havde gjort det, så var vi blevet vanvittige, lød svaret fra Casillas.