Video : Tipsbladet
Generelle

Chok: Real Madrid-præsident omtaler to klublegender som 'bedragere'

Florentino Perez har tilsyneladende intet tilovers for to af de største Real Madrid-ikoner i nyere tid.

Raúl González og Iker Casillas regnes for at være to af de største klublegender i Real Madrid, men klubpræsident Florentino Perez har tilsyneladende ikke den store beundring for de to ikoner. 

I hvert fald har den spanske avis El Confidencial nu reporteret, at der er dukket en lækket lydfil op fra 2006, hvor Florentino Perez revser Casillas og Raúl.

- Casillas er ikke en Real Madrid-målmand. Hvad vil du have, at jeg skal sige? Det er han ikke, og det har han aldrig været. Han har været den største fiasko, vi har haft. Det, der er sket, er at du har dem, der beundrer ham. De taler til ham. Jeg ved det ikke. De forsvarer ham så meget... men altså, han er en af de største bedragere, og det samme gælder for Raúl, lyder det således, ifølge Marca, fra Florentino Perez i den lækkede lydfil. 

Selviske spillere
I lydfilen anklager Florentino Perez angiveligt også spillerne for at være selviske.

- Spillerne er meget selviske. Du kan på ingen måde regne med dem. Og hvem end, der regner med dem, er galt på den. De lader dig i stikken. Det er skørt. Jeg har en forfærdelig opfattelse af spillerne, lyder det således, ifølge Marca, fra Perez. 

Florentino Perez var i 2006 netop stoppet som klubpræsident i Real Madrid, men rigmanden vendte dog tilbage i 2009. Raúl González skiftede i 2010 til Schalke 04, mens Iker Casillas i 2015 skiftede til Porto.