Video : Tipsbladet
Generelle

Chokeret Lukaku: Conte gav mig gigantisk sviner foran hele holdet

Romelu Lukaku skuffede stort i en Champions League-kamp mod Slavia Prag, og belgieren måtte efterfølgende finde sig i en tilsvining af en anden verden fra Inter-cheftræner Antonio Conte.

Romelu Lukaku blev i sommer den dyreste spiller i Inters historie, da Milano-klubben betalte over en halv milliard kroner for belgieren.

Cheftræner Antonio Conte er en stor beundrer af Lukaku, som da også har fået en god start i Italien. Men angriberen afslører nu, at han blot en måneds tid efter sin ankomst fik en ordentlig tilsvining af Conte.

Havde aldrig prøvet det før
Den italienske træner svinede således Lukaku til foran holdkammeraterne, fordi belgieren havde skuffet i en Champions League-kamp mod Slavia Prag.

- Træneren siger tingene direkte op i ansigtet på os. Han slår fast, om man har gjort det godt eller dårligt. Jeg kan huske en af mine første Champions League-kampe mod Slavia Prag, hvor jeg spillede virkelig dårligt. Jeg var elendig i den kamp. Og jeg fik en kæmpe sviner af ham foran hele holdet, lyder det ifølge Sky Sports fra Lukaku.

- Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før. Aldrig. Han fortalte mig, at jeg var fuldstændig håbløs, og at han ville skifte mig ud efter fem minutter, hvis jeg nogensinde præsterede sådan igen. 

- Han gav mig lidt af en behandling. Han tværede min selvtillid ud, men det fik mig også til at vågne op. Han gør det med alle, ligegyldigt hvem man er. Alle er lige.

Romelu Lukaku har i denne sæson nettet 18 gange i 26 kampe, heraf 14 gange i Serie A. Inter ligger i skrivende stund på andenpladsen i tabellen, fire point efter Juventus.