Video : Tipsbladet
Generelle

Kan få karantæne for racistisk tweet: City-profil i modvind

Manchester City bankede i weekenden Watford med 8-0 i en kamp, hvor portugisiske Bernardo Silva blev noteret for et hattrick. City-stjernen er dog efterfølgende kommet i problemer, på grund af et tvivlsomt Twitter-opslag.

Manchester City-stjernen Bernardo Silva havde en blandet weekend.

Portugiseren havde således en god dag på kontoret lørdag, hvor han scorede tre kasser i Citys 8-0-nedsabling af Watford.

På Twitter gik det dog mindre godt for Silva, der kom galt afsted med et forsøg på at drille holdkammeraten Benjamin Mendy.

Silva lagde således to billeder op ved siden af hinanden: Det ene af Mendy som barn, og det andet af et logo fra et spansk slikmærke. 'Gæt hvem?' lød kommentaren fra Silva.

Sur over kritik
Vittigheden faldt dog ikke i vanvittig god jord blandt størstedelen af dem, der kommenterede på Silvas Twitter-opslag, og portugiseren valgte herefter at slette opslaget. City-stjernen følte sig dog forurettet over, at at folk havde angrebet ham for opslaget.

- Guys... må jeg ikke engang lave en joke med en ven, lød det efterfølgende fra Silva på Twitter.

Silva blev i kommentarfeltet til dette opslag dog igen hængt ud af brugere, der understregede, at stjernen kun gjorde situationen værre.

Undersøges af fodboldforbundet
Ifølge den engelske avis Metro kan Silvas Twitter-skævert få yderligere konsekvenser for Manchester City.

Avisen skriver således, at det engelske fodboldforbund har indledt en undersøgelse af Silvas opslag. Hamza Choudhury fra Leicester og Andre Gray er tidligeret blevet straffet af fodboldforbundet for upassende Twitter-opslag.