Video : Tipsbladet
Generelle

City-stjerne om Tottenhams nye stadion: Jeg er ligeglad

Kevin De Bruyne gider ikke bekymre sig om, at Tottenham måske får ekstra gejst ved at spille på deres nye stadion.

Manchester City møder tirsdag aften Tottenham i kvartfinalen i Champions League, og der er tale om den blot anden førsteholdskamp nogensinde på det spritnye stadion.

Christian Eriksen og holdkammeraterne indviede således det nye stadion med en 2-0-sejr over Crystal Palace i onsdags. Op til kvartfinalen har der været meget snak om hvorvidt det nye stadion kan give Tottenham-spillerne den ekstra gejst, der kan tippe opgøret til deres fordel. 

Men den spekulation gider Manchester City-stjernen Kevin De Bruyne ikke forholde sig til.

- Jeg er ligelad med det stadion. Jeg går mere op i det hold, vi skal møde. Alle taler om det stadion som om det er noget specielt. Alle har et stadion. Alle har tilhængere. De vil være opsatte. De vil sikkert være en lille smule være tændte, men i sidste ende er der tale om et stadion med tilhængere. Hvis de spiller på Wembley med 80.000 tilskuere eller på deres nye stadion med 62.000 tilskuere, så vil der ikke være nogen forskel. Det bliver en hård kamp, men jeg tror på, at vi nok skal klare den, siger De Bruyne ifølge The Guardian.

Intet hvil
Belgieren fortæller desuden, at City-spillerne straks efter slutfløjtet i weekendens F.A. Cup-semifinalesejr over Brighton rettede fokus mod Tottenham.

- Det handler om at fokusere på tirsdagens kamp. De fleste af spillerne har allerede fået en massage, for at være klar. Vi ved, at Tottenham har haft et hvil, og vi vil prøve at være klar. Vi er nødt til at udnytte hver eneste time. Hver eneste kamp fra nu af og indtil slutningen af sæsonen vil være på den her måde. I 80 eller 90 procent af tilfældene vil vi have færre hviledage end modstanderen. 

Kan ikke se langt ud i fremtiden
Der er således ingen grund til at snakke om, at City stadig har muligheden for at vinde The Quadruple (fire trofæer), lyder det fra Kevin De Bruyne.

- Ved du, hvor hårdt vores kampprogram er? Jeg tror, at folk undervurderer hvor hurtigt efter hinanden, at kampene kommer. Man kan ikke tænke over det. Vi har ikke engang ikke tid til at hvile. Så hvordan kan vi tænke over, hvad der kommer til at ske om fire uger? Vi vil bare spille tirsdag, og forhåbentligt spiller vi en god kamp.