Video : Tipsbladet
Generelle

De Ligt antyder Juve-skifte: Ronaldo var mit store idol - jeg havde hans trøje

Ajax-kaptajnen er i den seneste tid blevet rygtet kraftigt til Juventus, og hollænderen puster nu selv til ilden ved at afsløre, at Cristiano Ronaldo var hans store idol, da han var lille.

Matthijs de Ligts fremtid har udviklet sig til en af de klassiske langtrukne transfersagaer, men hollænderen ser nu ud til at nærme sig en aftale med de italienske mestre fra Juventus.

Den 19-årige hollænder er efter en fænomenal sæson i Champions League blevet en meget eftertragtet spiller, og Ajax-kaptajnen kommer nu med nogle udtalelser, der indikerer, at han godt kunne tænke sig at skifte til Juventus.

- Alt går hurtigt for tiden. I løbet af sæsonen har man ikke rigtig tid til at tænke over det. Nogen gange går det dog op for mig, som for nylig, da jeg var til middag med nogle barndomsvenner, som jeg plejede at spille fodbold med. Vi kom frem til, at jeg dengang altid insisterede på at være Cristiano Ronaldo, da vi spillede fodbold i haven. Især i den periode, hvor han spillede for Manchester United. Min første fodboldtrøje var også med hans navn på ryggen. Den middag fandt sted lige efter vores to kampe mod Juventus, hvor jeg skulle op imod Ronaldo, lyder det ifølge det hollandske medie vi.nl

Talte efter landskamp
Matthijs De Ligt og Cristiano Ronaldo havde desuden en kort snak for nogle uger siden, da de mødtes i Nations League-finalen.

Hollænderen ville efterfølgende ikke afvise, at hans store idol i den forbindelse forsøgte at overbevise ham til at tage til Juventus.

Under alle omstændigheder er Ajax-kaptajnen dog i disse dage blevet spottet på sommerferie i Bahamas, så en officiel udmelding om fremtiden kommer næppe til at ske i denne uge.