Video : Tipsbladet
Generelle

De Ligt: Kompliment fra Ronaldo betød meget

Matthijs de Ligt er meget beæret over, at Cristiano Ronaldo bad ham komme til Juventus.

Matthijs de Ligt blev fredag præsenteret i Juventus, og den hollandske teenager kan dermed se frem til at blive holdkammerat med sit store idol, Cristiano Ronaldo, i næste sæson.

For halvanden måneds tid siden stod Matthijs de Ligt og Cristiano Ronaldo overfor hinanden i Nations League-finalen, hvor portugiseren trak det længste strå.

Beæret over kompliment
Efter slutfløjtet tog Ronaldo dog fat i den unge hollænder, og forsvarsspilleren fortæller nu, hvad samtalen gik ud på.

- På det tidspunkt tænkte jeg stadig over, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde en idé i mit hoved, men jeg fortalte min agent, at jeg ville tage en beslutning efter Nations League. Jeg var rimelig sikker på, at jeg ville til Juventus. Men det var rart, at en som Ronaldo sagde til mig, at han gerne så mig i Juventus. Det var en stor kompliment. Men det var dog ikke afgørende, lød det ifølge Voetbal Primeur fra de Ligt ved fredagens præsentation.

Beundrer Sarri
De Ligt afslører desuden, at han har haft en telefonsamtale med sin kommende chef, Maurizio Sarri.

- Det var bare for at lære hinanden at kende, intet andet. Han er en af grundene til, at jeg ønskede at komme hertil. Jeg har hørt gode historier om ham - om hans spillestil, hans filosofi, hans offensive fodbold og hans arbejde med bagkæden.