Video : Tipsbladet
Generelle

Dembélé-skade kan koste FIFA 152.800 kroner om dagen

Ousmane Dembélé blev skadet i lørdagens EM-kamp mellem Ungarn og Frankrig, og det betyder angiveligt, at FIFA risikerer at skulle betale Barcelona et anseeligt beløb hver eneste dag, indtil franskmanden bliver klar igen.

31 minutter blev det til Ousmane Dembélé under EM, inden Barcelona-stjernen måtte rejse skadet hjem fra den franske EM-lejr. 

Efter indskiftningen mod Ungarn måtte Dembélé således lade sig udskifte igen, og dermed kan Barcelona nu konstatere, at milliardindkøbet er løbet ind i en ny skade. På grund af skader har Dembélé blot spillet 118 kampe for Barcelona, selvom han har spillet for catalanerne i fire år. 

En dyr omgang
Ifølge den spanske avis Mundo Deportivo kan Barcelona dog trøste sig med, at klubben i det mindste bliver økonomisk kompenseret for Dembélés skadespause denne gang. Og det bliver FIFA, der kommer til at punge ud.

Således skriver Mundo Deportivo, at det såkaldte FIFA Protection Program betyder, at FIFA skal betale Barcelona 20.548 euro hver eneste dag, indtil Ousmane Dembélé er blevet klar efter sin skade. Det svarer til 152.800 kroner. 

Ifølge Mundo Deportivo kommer kompensationen dog først til at træde i kraft, hvis Ousmane Dembélés skade varer længere end 28 dage. Barcelona kan maksimalt få udbetalt kompensationen i et år.