Video : Tipsbladet
Generelle

- Det er den perfekte mulighed for at skifte ud på målmandsposten

Ifølge Michael Owen har Ole Gunnar Solskjær nu en gylden mulighed for at lade Dean Henderson overtage rollen som førstemålmand i Manchester United.

Chancen er der nu, hvis Ole Gunnar Solskjær ønsker at udskifte David de Gea med Dean Henderson i Manchester United-målet. 

Sådan lyder det nu fra den tidligere Manchester United- og Liverpool-angriber Michael Owen.

Chancen er der nu 
David de Gea måtte udgå i pausen af søndagens udekamp mod Southampton, hvor de røde djævle efter 45 minutter var bagud med 2-0. Dean Henderson kom ind i stedet for den knæskadede spanier, og Solskjærs tropper endte med at vinde 3-2.

Ifølge Goal kan Henderson måske få flere kampe, afhængig af De Geas skadessituation. Og ifølge Owen er dette den oplagte mulighed for at gøre Henderson til permanent førstevalg. 

- Hvis man overvejer at skifte ud på målmandsposten, så er det her det perfekte tidspunkt. Jeg tror ikke, at Ole Gunnar Solskjær er interesseret i en konfrontation. Jeg tror ikke, at han ønsker at vrage ham. Men i den her situation er det pludselig sådan: 'Hey, du udgik med en skade, og han har ikke gjort noget galt'. Det er den perfekte mulighed, lyder det ifølge Premier League TV fra Owen. 

- Hvis han (Solskjær, red.) har gået med de her tanker i de seneste måneder, hvor der er blevet lavet fejl, så er chancen der nu.