Video : Tipsbladet
Generelle

- Det er et hårdt slag for Ronaldos Ballon d'Or-chancer

2021 ser ikke ud til at ende med Cristiano Ronaldo som vinder af Ballon d'Or, efter at Juventus i sidste uge blev slået ud af Champions League.

Cristiano Ronaldo har vundet Ballon d'Or fem gange i løbet af sin karriere, men portugiseren kan meget vel have vundet hæderen for sidste gang.

Goal har således nu rangeret de 20 bedste bud på hvilke stjerner, der kan løbe med Ballon d'Or-prisen i 2021. Og her er Cristiano Ronaldo gledet ned ad listen, efter Juventus' forsmædelige Champions League-exit mod Porto i sidste uge. Den 36-årige Cristiano Ronaldo ligger således nu på syvendepladsen, selvom han søndag scorede et hattrick i 3-1-sejren over Cagliari. Inden nedturen mod Porto lå portugiseren som nummer fire i Goals rangering af favoritterne.

- Han scorede godt nok et perfekt hattrick i Serie A søndag, og gjorde dermed de kritikere tavse, som troede, at Ronaldo var færdig på topniveau. Men der er ingen tvivl om, at Juventus' tidlige Champions League-exit er et hårdt slag for angriberens chancer for at vinde Ballon d'Or, lyder det således fra Goal.

- Udover at score et hattrick hver eneste weekend fra nu af og indtil slutningen af sæsonen, har Ronaldo to veje tilbage til at sikre sig individuel anerkendelse: Han kan hjælpe Juventus med at vinde Serie A for næsen af Inter, og han kan hjælpe Portugal med at forsvare titlen som europamestre. Ingen af disse scenarier fremstår specielt sikre, og derfor er han, for nuværende, gledet nedad i rangeringen.

Cristiano Ronaldo er blandt andet blevet overhalet af Erling Haaland, der lige ligger nummer fire på Goals rangering. Lionel Messi ligger nummer tre og Robert Lewandowski er nummer to, mens Kylian Mbappé ligger på førstepladsen.