Video : Tipsbladet
Generelle

- Det er ved at udvikle sig til et mareridt

Forventningerne var kæmpestore, da Manchester United i sommer hentede Jadon Sancho for 630 millioner kroner. Indtil videre har kantspilleren dog vist sig som lidt af et flop.

Det var en transfersaga, der varede langt over et år, men i sommer lykkedes det endelig Manchester United at købe Jadon Sancho af Dortmund. 

630 millioner kroner måtte den engelske storklub dog hoste op med, og indtil videre er det ikke frygteligt meget, som de mange millioner har kastet af sig. Efter 11 kampe for Manchester United står Jadon Sancho således noteret for nul mål og nul assister. 

Der er tale om en skærende kontrast til Jadon Sanchos tal fra Dortmund, hvor teknikeren blev noteret for 50 mål og 64 assister i 137 kampe. Og ifølge den engelske avis Daily Mirror kan det ikke udelukkes, at Sancho allerede har fortrudt sit skifte. 

- Efter sin ankomst talte Sancho om, at det var en drøm, der var gået i opfyldelse. Men det er langsomt ved at udvikle sig til et mareridt. Kantspilleren har stadig ikke lavet et eneste mål eller assist, og han ligner heller ikke en, der kommer til at lave om på det snart, da hans selvtillid ser ud til at være fuldstændigt forduftet, lyder det således fra Daily Mirror. 

Kunne have strålet i Liverpool
Ifølge Daily Mirror ville det muligvis have været bedre for Jadon Sancho, hvis kantspilleren var taget til Liverpool i stedet for Manchester United. Netop de to hold mødes på Old Trafford på søndag.

- Det vides ikke, om Sancho overhovedet kommer til at starte inde i den kamp, men sandsynligheden for, at han ville have strålet i Liverpool-trøjen må siges at være rigtig stor. Den 21-årige kantspiller er præcis den spillertype, som Klopp elsker. Hurtig, energisk, teknisk og altid farlig i feltet, lyder det således fra Daily Mirror.

- Den nuværende version af Sancho er dog tilbageholdende og usikker på bolden, og han fremstår fortabt. 

Jadon Sancho blev indskiftet i det 73. minut i onsdagens 3-2-sejr over Atalanta i Champions League.