Video : Tipsbladet
Generelle

Contes store Eriksen-eksperiment: - Det kan blive begyndelsen på et nyt kapitel

Der er meget på spil for Christian Eriksen, når danskeren i eftermiddag får chancen fra start i pokalkampen mod Fiorentina.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. 

Sådan lød det fra Jens Otto Krag i sin tid, og sådan lyder det nu også fra Antonio Conte. I slutningen af november udelukkede Inter-cheftræneren således at bruge Christian Eriksen i en mere defensiv midtbanerolle. Contes argument var, at det var dumt at placere Eriksen langt fra modstanderens mål, idet danskerens største styrke er hans afslutningsevner. 

Contes store nyhed
Forud for aftenens Coppa Italia-kamp mod Fiorentina er Antonio Conte dog nu kommet frem til en anden konklusion: Eriksen skal prøves af på den centrale defensive midtbaneposition, som kroaten Marcelo Brozovic normalt indtager. Under overskriften 'Inter, Conte og den store nyhed: Eriksen skal spille som regista mod Fiorentina' har den italienske avis La Gazzetta dello Sport således analyseret Contes uvending. 

- Conte forbløffer og overleverer den store nyhed: Eriksen skal spille som regista (defensiv spilfordeler, som fx Andrea Pirlo, red.) i morgendagens pokalkamp i Firenze (kampen spilles i dag klokken 15.00, red.). Kampen vil vise os, om det bliver begyndelsen på et nyt liv for Eriksen. Det er utvivlsomt et eksperiment, som aldrig tidligere er set i Inter, og det kan give en fremtidig plads til danskeren, der ankom til Milano for blot et år siden, lyder det således fra La Gazzetta dello Sport. 

- Eksperimentet, som Conte testede under morgenens træning, blev derefter offentliggjort af træneren selv, foran Rais mikrofoner, forud for pokalkampen mod Fiorentina. Da han blev spurgt til Eriksen, svarede træneren således: 'En karriere består af gode og mindre gode perioder. Det handler om at have viljen til at gøre et godt indtryk. Vi har arbejdet på en ny position - den, som Brozovic normalt spiller på. Jeg forventer store ting af ham (Eriksen, red.) fra i morgen (i dag, red.) af. 

Skæbnekamp for Eriksen
Inter-mediet FCINTER1908 peger på, at dagens opgør i Firenze tegner til at blive lidt af en skæbnekamp for Christian Eriksen. Inter kan således ikke finde en køber til Eriksen, der dermed risikerer at tilbringe resten af sæsonen på bænken, hvis han ikke formår at overbevise Conte på den nye position. 

- Aftenen inden Coppa Italia-kampen mod Fiorentina kom Antonio Conte straks med den største nyhed inden kampen: Eriksen kommer til at spille tilbagetrukket rolle. Inter-bossen udelukkede selv denne mulighed for et par måneder siden, men nu har situationen ændret sig. Det kan blive danskerens sidste chance eller begyndelsen på et nyt kapitel. Sådan går det ofte i fodbold.