Video : Tipsbladet
Generelle

Disse fem stjerner står foran et stort sommerskifte

Sommerens transfervindue står for døren, og CLBOLD.DK ser nærmere på fem stjerner, der meget vel kan være tæt på et sommerskifte.

Eden Hazard er skiftet til Real Madrid og Antoine Griezmann forlader Atlético Madrid - men sommeren er lang, og det forventes, at en række andre superstjerner også står overfor et stort skifte til sommer.

CLBOLD.DK ser her nærmere på de fem største stjerner, der ser ud til at være på vej videre til sommer.

Se listen herunder:

Paul Pogba
Franskmanden ser ud til at være kørt sur i tingene i Manchester United, hvor fansene har vendt sig imod midtbanespilleren. Ifølge den spanske avis Marca har Zinedine Zidane efter købet af Eden Hazard kun én prioritet tilbage på sommerens transfermarked - og det er Pogba. Real Madrid vil således ikke gå efter andre midtbanespillere, hvis man ikke kan få fat i Pogba, der angiveligt koster 1,1 milliarder kroner.

Gareth Bale
Real Madrid har mistet tålmodigheden fuldstændig med waliseren, der ikke har cheftræner Zinedine Zidanes tillid. Gareth Bale får næppe mange minutters spilletid, hvis han bliver i den spanske storklub, og en retur til Premier League virker som den mest oplagte løsning.

Romelu Lukaku
Manchester United betalte over 600 millioner kroner for belgieren for to sæsoner siden, men Lukaku mistede sin startplads i klubben under Ole Gunnar Solskjær. Lukaku har for nyligt udtalt, at han 'har taget en beslutning om fremtiden', og at han 'forventer en travl sommer'. Serie A ligner den mest sandsynlige destination. 

 

Matthijs De Ligt
Efter at Real Madrid offentliggjorde købet af Eden Hazard må Matthijs De Ligts transfersaga siges at være den mest højtprofilerede i verden for tiden. Den hollandske teenager er jagtet af stort set samtlige europæiske storklubber, og meget tyder på, at det bliver enten Barcelona eller Paris Saint-Germain, der snupper Ajax-kaptajnen.

Philippe Coutinho
Brasilianeren har skuffet stort i Barcelona, der meget vel kan finde på at sælge ham til sommer, for at få råd til nye spillere. Coutinho har tidligere slået fast, at han ikke har den store interesse i at vende tilbage til Premier League, så et skifte til Paris Saint-Germain ligner umiddelbart den mest oplagte løsning.