Video : Tipsbladet
Generelle

Dortmund-boss forsøgte at lokke Klopp væk fra Liverpool: Den skulle prøves

Dortmunds direktør afslører nu, at han sidste sommer forsøgte sig med en noget optimistisk henvendelse.

Jürgen Klopp havde fra 2008 til 2015 stor succes som cheftræner i Dortmund, men tyskeren har opnået endnu mere anerkendelse efter skiftet til Liverpool. 

Tyskeren har således formået at spille Liverpool i to Champions League-finaler i træk, hvoraf den seneste som bekendt blev vundet.

I Dortmund ledte man sidste sommer efter en ny cheftræner, og klubbens direktør, Hans-Joachim Watzke, afslører nu, at han begav sig ud i et optimistisk projekt. 

I sin bog 'Echte Liebe. Ein Leben mit dem BVB' beretter Watzke således, at han sidste sommer forsøgte at lokke Klopp tilbage til Bundesligaen.

Den skulle prøves
Den idé blev dog ikke overraskende skudt ned af Klopp, lyder det fra Watzke.

- Vi var nødt til at finde en ny vej i Dortmund på det tidspunkt, så jeg følte, at jeg i det mindste var nødt til at spørge, om han på nogen måde kunne forestille sig en retur. 

- Men jeg vidste, at han ville afvise tilbuddet, og at han ville fuldføre sin kontrakt med Liverpool. Jürgen har altid fuldført sine kontrakter. Det er sådan, han er.

Jürgen Klopps kontrakt med Liverpool løber indtil 2022.