Video : Tipsbladet
Generelle

Dybt uenige om muligt Ronaldo-straffe: Han filmer

Særligt én af episoderne fra kampen mod West Ham skaber debat mellem de to eksperter.

Cristiano Ronaldo og Manchester United tog de tre point, da de mødte West Ham søndag eftermiddag. 

Det holdt dog hårdt for de røde djævle, som først sent i kampen bragte sig i front, da Jessi Lingard gjorde det onde ved sin tidligere klub. 

Nogen vil dog sige, at dommeren var med til at gøre opgaven svær for United. Crisitano Ronaldo var nemlig flere gange i græsset West Hams felt, hvor han appellerede for straffespark. 

Dommer Martin Atkinson var dog ikke enig med portugiseren i nogen af tilfældene, men til gengæld tildelte han West Ham et straffespark dybt inde i overtiden, som De Gea dog reddede til stor jube for United. 

Efter kampen blev Ronaldos tre mulige straffespark heftigt debateret. Cheftræneren i Manchester United Ole Gunnar Solskjær sagde blandt andet følgende. 

- Hvad skal Ronaldo gøre for at blive tildelt et straffespark? Der er i hvert fald straffespark første og tredje gang, han appellerer, sagde han efter kampen til Sky Sports. 

Solskjær er naturligvis subjetiv i sin holdning til situationerne, men det er Talksport-eksperterne Jamie O'Hara og Ally McCoist ikke. 

De to eksperter har drøftet de mulige straffespark, og her er der særligt én af situationerne, som de er dybt uenige om. 

Der er tale om episoden, hvor Cristiano Ronaldo tager et træk forbi Kurt Zouma i West Ham-feltet, hvorefter han falder til jorden, fordi Zouma rammer ham. 

Skotske Ally McCoist, som har en fortid som Rangers-spiller, mener, at der er klart straffespark. 

- Der er klart straffespark. Zouma glider ind i ham, og her er det naturligt for en spiller at beskytte sig selv. Han kommer for sent, siger han ifølge Talksport. 

Den tidligere Tottenham-spiller Jamie O'Hara er enig i, at Kurt Zouma rammer Ronaldo, men det betyder dog ikke, at der er straffespark. 

- Der er kontakt, men han (Ronaldo, red.) forventer på forhånd at blive ramt af Zouma. Hvis han bare tager tacklingen, er der straffespark, men det faktum, at han er på vej ned, inden kontakten sker, betyder, at han filmer, siger han. 

Straffe eller ej kom Ronaldo alligevel på tavlen i kampen, da han udlignede til 1-1 efter 35 minutters spil.