Video : Tipsbladet
Generelle

EA Sports ser ud til lukke ned for FIFA-æraen

EA Sports har med stor sandsynlighed udgivet det populære FIFA-spil for sidste gang. Fremover kan det udkomme under et nyt navn.

I mere end 25 år har EA Sports produceret de meget populære FIFA-spil til blandt andet PC og PlayStation, og senest er FIFA 22 landet i butikkerne. Det bliver formentlig det sidste spil i FIFA-æraen.

Flere medier skriver, at EA Sports har tænkt sig at droppe navnet "FIFA". Det sker blandt andet, fordi Electronic Arts, som EA står for, skal betale en kæmpe sum penge hvert år til det internationale fodboldforbund, FIFA, for brugen af spillernes navne.

Fremover kommer FIFA-spillene formentlig til at bære navnet EA Sports FC. EA Sports har angiveligt allerede indsendt en ansøgning til Intellectual Property Office med henblik på registrering af et nyt mærke i både EU og Storbrittanien. 

På EA Sports egen hjemmeside antydede spiludvikleren for nyligt, at man overvejede en såkaldt "rebranding" af FIFA-serien.