Video : Tipsbladet
Generelle

Efter sløje resultater: Sarri indkaldt til krisemøde af Juventus-bosser

Juventus har tabt to af klubbens tre seneste ligakampe, og cheftræner Maurizio Sarri er derfor kommet under stort pres.

Juventus har været nødt til at afgive førstepladsen i Serie A-tabellen, efter at Cristiano Ronaldo og kompagni har tabt to af klubbens tre seneste ligakampe.

Og nu forlyder det, at cheftræner Maurizio Sarri efter lørdagens 2-1-nederlag til oprykkerne fra Verona blev indkaldt til en middag med klubpræsident Andrea Agnelli og sportsdirektør Fabio Paratici. Det skriver den italienske avis La Stampa. Under middagen blev Sarri bedt om at analysere den resultatmæssige krise.

Guardiola på vej?
Inter slog søndag AC Milan med 4-2, og dermed er det Christian Eriksen og kompagni, der lige nu fører Serie A, i kraft af en bedre målscore. Lazio er i denne sæson ligeledes med i mesterskabskampen, idet hovedstadsklubben blot er et enkelt point efter både Juventus og Inter.

Der har i italienske medier været rygter om, at Juventus overvejer at hente den tidligere cheftræner Massimiliano Allegri ind som afløser for Maurizio Sarri. Derudover har det også været reporteret, at Juventus undersøger muligheden for at få fingrene i Pep Guardiola til sommer.