Efter syv kampe: United-legende opsagde sit job gennem WhatsApp
Foto: Getty Images
Generelle

Efter syv kampe: United-legende opsagde sit job gennem WhatsApp

Paul Scholes er færdig som cheftræner i League Two-klubben Oldham Athletic efter blot en måned.

Mens Ole Gunnar Solskjær i den grad har fået gang i en succesfuld trænerkarriere, så har en anden Manchester United-legende fået en lidt mindre succesfuld indledning på trænergerningen.

Således kom det torsdag frem, at Paul Scholes efter blot en måned har valgt at sige sit job op i Oldham Athletic. Dermed nåede Scholes kun at være en måneds tid i League Two-klubben. 

Sky Sports skriver, at klubbens ejer Abdallah Lemsagam modtog beskeden ud af det blå onsdag aften, og at Scholes ikke havde talt med nogen i klubben før han sendte sin opsigelse via WhatsApp, som er en app med sms-funktion.

- Oldham Athletic er skuffet over Pauls beslutning om at sige op, og er overrasket over hans begrundelse. Klubben har givet Paul al den støtte og autonomi, han har bedt om. Han gav slet ikke udtryk for sine bekymringer forud for sin opsigelse. Han åbnede ikke for muligheden for at tale om eventuelle problemer, men sagde i stedet op via en tekstbesked, for derefter at nægte at diskutere sagen yderligere. Det er et hårdt job at være træner, og vi ville gerne have arbejdet på at finde løsninger sammen med Paul, hvis vi havde fået chancen. Vi ønsker ham det bedste, og takker ham for hans bidrag. Vi vil indlede jagten på en ny træner øjeblikkeligt, siger Lemsagam til Sky Sports News.

Paul Scholes havde selv givet udtryk for, at han ikke havde fået lov til at bestemme nok selv.

- Det blev desværre tydeligt for mig, at jeg ikke ville være i stand til at arbejde, som jeg havde indstillet mig på, og som jeg havde fået lovning på, før jeg overtog jobbet, sagde Scholes ifølge BBC.

Paul Scholes nåede at stå i spidsen for Oldham Athletic i syv kampe, men nåede kun at vinde én af de syv kampe.