Video : Tipsbladet
Generelle

Efter tvivlsom sæson: Bayern vil hente Kovac-afløser i PSV Eindhoven

Niko Kovac har til tider været en udskældt herre i Bayern München, og til sommer kan kroaten blive afløst af Mark van Bommel.

Niko Kovac blev i sommer hentet fra Eintracht Frankfurt til Bayern München, men kroaten har haft det svært i sin første sæson som cheftræner i den sydtyske storklub.

Undervejs i sæsonen har Bayern München således været langt efter Dortmund i Bundesliga-tabellen, og i Champions League blev tyskerne slået ud af Liverpool i 1/8-finalen.

Står til at blive mestre
I ligaen ser det dog ud til, at Kovac alligevel formår at hive mesterskabet hjem til München. Inden sidste spillerunde har Bayern München således et forspring på to point ned til Dortmund.

Alligevel er der en risiko for, at kroaten alligevel får sparket til sommer. 

Tvivl om Kovac
Således skriver den tyske avis Bild, at ledelsen i Bayern München tvivler på, at Kovac kan blive en succes i klubben på lang sigt.

Og derfor har man allerede kigget rundt efter en potentiel afløser. Og her er der altså opstået en interesse for den tidligere Bayern München-spiller Mark van Bommel, der i dag er cheftræner i PSV Eindhoven.

Smed mesterskabet i weekenden
PSV Eindhoven har i denne sæson været involveret i en tæt kamp med Ajax om det hollandske mesterskab, men efter weekendens 1-0-nederlag til AZ Alkmaar er det stort set umuligt for PSV Eindhoven at vinde mesterskabet.

Mark van Bommel indledte cheftrænerkarrieren sidste sommer, da han overtog jobbet i PSV Eindhoven fra Philip Cocu.