Video : Tipsbladet
Generelle

Eks-Liverpool-stjerne udpeger Virgil van Dijks eneste svaghed

Den tidligere Liverpool-profil Kolo Touré udpeger nu det ene område, hvor Virgil van Dijk kan komme på glatis.

Virgil van Dijk bliver anset for at være verdens bedste forsvarsspiller, men ifølge den tidligere Liverpool-spiller Kolo Touré har hollænderen én svaghed, selvom han overordnet set er en forrygende spiller.

- Han er en utrolig spiller. Han er en topspiller. Han har fart, han er god i luften, han har teknik. Han kan ændre kampene med sine lange afleveringer. Han har det hele. Jeg har ikke set mange spillere, der udfordrer ham én-til-én. I mine øjne er det dér, hans svaghed ligger, lyder det ifølge Stats Perform News fra Kolo Touré, der har vundet Premier League med både Arsenal og Manchester City.

- Han er meget høj, og hvis man virkelig udfordrer ham med bolden ved fødderne, så han kan komme i problemer. 

God til at undgå den slags situationer
Ifølge Kolo Touré er Virgil van Dijk dog skarp til at undgå netop denne slags situationer.

- Han er så snu. Han er klog, fordi han er god til at falde tilbage. Men hvis man er virkelig aggressiv i én-mod-én-duellerne med ham, så tror jeg, at man kan overliste ham. 

- Han er en virkelig klog spiller. Han har Gomez ved siden af sig, og han har gode spillere på backpositionerne, der også kan hjælpe ham. Der er gode spillere omkring ham, og jeg tror, at det gør tingene nemmere for ham. Men jeg vil sige, at han har virkelig mange kvaliteter.