Video : Tipsbladet
Generelle

Eks-Real Madrid-stjerne forsvarer Eriksen: - Conte ville end ikke bruge Modric

Den tidligere Real Madrid-angriber Antonio Conte har nu valgt at tage Christian Eriksen i forsvar. Cassano stikker således til både Antonio Conte og Giuseppe Marotta.

Det ser endelig ud til at lysne en smule for Christian Eriksen i Inter, men det har været en overraskelse for de fleste, at den danske landsholdsstjerne indtil videre har tilbragt størstedelen af sit ophold i Inter på Milano-klubbens bænk. 

Og ifølge den tidligere Real Madrid- og Inter-angriber Antonio Cassano har Eriksen situation meget at gøre med Antonio Contes specielle tilgang. Ifølge Cassano ville ikke engang Real Madrid-stjernen Luka Modric således kunne starte inde på Contes Inter-mandskab.

- Eriksen er en mindre stærk udgave af Modric. Modric forsvarer heller ikke, og han ville heller ikke få spilletid, hvis han spillede under Conte i Inter, lyder det ifølge BoboTV fra Cassano.

- Jeg husker altid tilbage på Pirlo. I Contes vision for Juventus indgik Pirlo ikke i første omgang. Men så fik Conte øjnene op for Pirlo, og med lidt arbejde med ældre og nyere spillere opfandt han sin 3-5-2-formation, hvorefter han vandt det hele. Pirlo var ikke en del af Contes fodboldmæssige plan. Han kan placere Eriksen hvor som helst. Det afgørende er, at han spiller.

En stor mester
Antonio Cassano slår fast, at han er en stor beundrer af Christian Eriksen, der efter de 90 minutter mod Benevento i lørdags forventes at starte på bænken, når Inter i aften møder Juventus i Coppa Italia-semifinalen.

- Han er en stor mester. Om du så placerer ham foran forsvaret eller som mezzala. Det er ikke mig, der er et geni, for at kunne se hans kvaliteter. Han er en mester. Han har bare brug for tillid. Situationen er ikke, at han først nu har lært at spille fodbold. Situationen er den, at Conte har ændret mening. Og jeg håber, at Conte nu kan tilbyde Eriksen mere kontinuitet. Eriksen er en genert, professionel knægt. Han brokker sig aldrig, lyder det fra Cassano.

I Contes hoved kan Eriksen ikke forsvare
Antonio Cassano er umiddelbart ikke den største beundrer af Inters direktør, Giuseppe Marotta, som den tidligere Real Madrid-stjerne kender fra deres fælles tid i Sampdoria.

- Sagde han ikke om Eriksen, at han 'ikke fungerede'? Jeg kender ham fra Sampdoria. Hvad angår hans ledelse og håndtering af Conte, så har han været okay. Men når det kom til spillerne, så var der tidspunkter, hvor Marotta ikke engang kendte dem. Ellers besluttede han sig selv for at sige, at en spiller var på vej ud, eller træneren sagde det til ham.

- I Contes hoved kan Eriksen ikke forsvare, og han kan ikke bidrage med balance og intensitet. Han foretrækker Brozovic, som er den, der får lov til at spille de vigtige kampe. Eriksen er en mindre stærk Modric. Modric forsvarer ikke, og han ville heller ikke få spilletid i Inter.