Video : Tipsbladet
Generelle

Eks-United-spiller om Van Gaal: Han er et af de værste mennesker

Louis van Gaal er ikke en person, der har en stor stjerne hos den tidligere Manchester United-back Rafael.

Rafael havde i mange år en succesfuld karriere i Manchester United, men det sluttede, da Louis van Gaal ankom til klubben i 2014.

Og den brasilianske back, der nu tørner ud for Istanbul Basaksehir, langer nu ud efter den hollandske træner.

- Jeg taler gerne dårligt om visse mennesker, som for eksempel Van Gaal. Jeg kan ikke lide Van Gaal, lyder det ifølge The Athletic fra Rafael.

- Da Van Gaal blev ansat som ny cheftræner, var der mange af mine venner, der ringede til mig. Jeg kunne ikke tro mine egne ører, for der var mange, der sagde, at han ikke bryder sig om brasilianere. De sagde til mig: 'Det første, han kommer til at gøre, er at droppe dig'.

- Faktisk var det den anden ting, han gjorde. For han talte slet ikke til mig den første dag. På dag nummer to sagde han til mig: 'Du kan godt smutte'. Jeg havde end ikke trænet endnu, og alligevel sagde han det. Jeg kunne ikke tro det.

- Jeg sagde: 'OK'. Jeg prøvede stadig at kæmpe for min plads. Jeg blev et år med ham. Det var virkeligt, virkeligt hårdt. Han er et af de værste mennesker, jeg har arbejdet med. 

'Det var lort'
Rafael var med til at vinde tre Premier League-titler i Sir Alex Ferguson-tiden, men brasilianeren blev aldrig glad for Louis van Gaal. 

- Hver dag, efter morgenmaden og efter frokosten, eller hvis vi spiste aftensmad sammen, talte han til os i 15 minutter om træning og hvad der ellers var sket... om alt, egentlig. Kender du det, når man stopper med at lytte til folk, fordi de taler så meget? Han ønskede at vise, at han kunne tale. Men det var hver dag, og det var hele tiden, lyder det fra Rafael.

- Man var nødt til at vente på, at alle havde spist færdig, før man kunne smutte, hvilket var fair nok. Men derefter skulle vi høre på ham tale i 15 minutter om det, som jeg, med al respekt, vil beskrive som lort. Det er sandheden. Det var lort.