Video : Tipsbladet
Generelle

Ekspert: Contes genforening med Vidal er en 'katastrofe' for Eriksen

Arturo Vidals ankomst i Inter er endnu et søm i Christian Eriksens kiste, lyder det fra Goal-redaktøren Mark Doyle.

Inter har tirsdag bekræftet, at klubben har hentet Arturo Vidal i Barcelona. 

Og chilenerens ankomst til Milano-klubben ser ikke umiddelbart til at forbedre situationen for danske Christian Eriksen, der sluttede sidste sæson på bænken. 

Ville have haft Vidal i januar
Og ifølge Goal-redaktøren Mark Doyle er Arturo Vidals skifte til Inter faktisk en decideret 'katastrofe' for Christian Eriksen. Doyle skriver, at danskeren nu er kommet i overskud, selvom han kun har været i Inter i et halvt år.

- Eriksens San Siro-ophold har indtil videre været en katastrofe, men det har ikke kun været hans egen skyld, skriver Doyle i sin klumme.  

Christian Eriksen udtalte tilbage i juni, at Italien stadig havde til gode at se 'den ægte Christian Eriksen'. Men ifølge Mark Doyle får de italienske fans måske aldrig muligheden for at se Eriksen på toppen,

- Vi får måske aldrig muligheden, for Vidals skifte fra Barcelona - som blev bekræftet tirsdag - kan ikke ses som andet end skidt nyt for Eriksen. Som vi senere har fundet ud af, så var det Vidal, som Inter-bossen Antonio Conte ønskede at hente tilbage i januar. Ikke Eriksen. Hvilket også er med til at forklare, hvorfor sidstnævnte har fået så lidt spilletid. 

Ifølge Mark Doyle var det Inter-ledelsen og ikke Antonio Conte, der ønskede at hente Christian Eriksen. Cheftræneren talte således blot en enkelt gang med danskeren før skiftet fra Tottenham. 

Har ikke den fornødne aggression
Antonio Conte er nu blevet genforenet med Arturo Vidal, som han var træner for i Juventus i tre sæsoner. Ifølge Mark Doyle droppede Conte stortalentet Sandro Tonali, fordi Inter-bossen ville have en spiller, der var klar til at levere en solid præstation fra dag ét. Og det forventes Vidal at være i stand til. 

Omvendt passer Christian Eriksen ikke specielt godt til Contes 3-5-2-formation. Og som type passer danskeren bare ganske skidt til Antonio Contes mentalitet, lyder det fra Mark Doyle.

- Han har dårligt nok fået chancen for at vise sig frem, men Eriksen har simpelthen ikke den fornødne aggression - hverken fysisk eller mentalt - som Conte så åbenlyst kræver af sine spillere.