Video : Tipsbladet
Generelle

Ekspert: Derfor ender Tottenham foran Chelsea i næste sæson

Chelsea har brugt 1,6 milliarder kroner i dette transfervindue, mens Tottenham blot har brugt 250 millioner kroner. Alligevel slutter Mourinhos mandskab over Lampards tropper i den kommende sæson, lyder det fra Goal-eksperten Alex Keble.

Om tre dage sparkes 2020/21-sæsonen i Premier League i gang, og et af de store temaer forud for den kommende sæson er selvfølgelig, om Chelsea kan forbedre sidste sæsons fjerdeplads. 

London-klubben har denne sommer således brugt 1,6 milliarder kroner på nye spillere, hvor Frank Lampard blandt andet har forstærket sin spillertrup med folk som Kai Havertz, Timo Werner, Hakim Ziyech, Ben Chilwell og Thiago Silva. 

Naboerne fra Tottenham sluttede på en sjetteplads i José Mourinhos første sæson i klubben (portugiseren blev hevet ind i stedet for Mauricio Pochettino i november), og klubben fra det nordlige London har i dette transfervindue blot brugt i alt 250 millioner kroner på højrebacken Matt Doherty og danske Pierre-Emile Højbjerg. 

Tendens til urutinerede trænere
Ifølge Goal-kommentatoren Alex Keble kommer Tottenham dog til at slutte højere end Chelsea i Premier League-tabellen i næste sæson.

Ifølge Keble er der i disse dage en trend i storklubberne, hvor tidligere stjernespillere uden rutine (Pirlo, Lampard, Xavi m.fl.) bliver hentet ind som cheftrænere, selvom Jürgen Klopps Liverpool har vist, at det kræver en utroligt nøje tilrettelagt og særdeles gennemtænkt strategi, hvis man vil til tops. 

- Det er en naturlig konsekvens af isoleringen i toppen, en konsekvens af monopliseringen i Europas største ligaer. Når man er for stor til for alvor at fejle, vælger klubejerne på utålmodig vis kortsigtede løsninger, i stedet for at opbygge noget, der holder, skriver Keble

Ingen struktur i Chelsea
Keble skriver endvidere, at dømt ud fra sidste sæson, så vil Mourinho overgå Lampard i kampen om Champions League-pladserne i den kommende sæson. 

- Træneren Lampard er ligesom spilleren Lampard: Han kaster alt frem, uden at skænke organisationen bagude en tanke. Chelsea er i gang med at hamstre nogle af de bedste unge angribere i europæisk fodbold, men spillerne alene kan ikke rette op på de taktiske fiaskoer, der har plaget det her hold siden begyndelsen af 2019/20-sæsonen.

- The Blues er ude af stand til at organisere sig igen, når de mister bolden. Det er en direkte konsekvens af Lampards manglende positionelle forståelse, når han arbejder med sit holds struktur, når de er i boldbesiddelse. 

Keble peger på, at Chelsea i sidste sæson indkasserede hele 54 mål i 38 Premier League-kampe, hvilket var den ringeste defensive statistik i den øverste halvdel af tabellen. 

Tottenham har handlet klogere
Keble skriver, at Tottenham i José Mourinho råder over 'en suveræn taktiker, som forstår nogle basale principper om kontrol'.

- Og Spurs-holdet er endeligt ved at komme på plads. De var ubesejrede i deres sidste seks kampe af sæsonen, og de sluttede i top fire, hvis man regner fra Mourinhos ankomst. Og derudover begyndte de også på at spille som et ægte Mourinho-hold. 

Ifølge Keble har Mourinho prioriteret at stå meget komprimeret centralt, og derudover satse på hurtige kontraangreb. 

- Spurs' sommer har været markant mindre eksplosiv end Chelseas, men utvivlsomt klogere. Pierre-Emile Højbjerg er den perfekte Matic-agtige defensive midtbanespiller, som Mourinho har brug for, og han skal nok stabilisere det område, hvilket vil give større frihed til folk som Gedson Fernandes og Dele Alli. Matt Doherty er også en markant opgradering i forhold til Serge Aurier, og han giver Mourinho den solide firebackkæde, som han kan opbygge sit hold ud fra. 

Tottenham indleder Premier League-sæsonen med en hjemmekamp mod Everton på søndag, mens Chelseas første kamp er ude mod Brighton på mandag.