Video : Tipsbladet
Generelle

Ekspert: Derfor kan Liverpool ende på fjerdepladsen i Premier League

Ifølge den tidligere Arsenal-stjerne Paul Merson vil det ikke være overraskende, hvis sidste sæsons suveræne mestre fra Liverpool i denne sæson ender på fjerdepladsen.

Liverpool vandt i sidste sæson Premier League i overlegen stil, og Merseyside-klubben ser ud til at være favoritten i denne sæson. 

Men ifølge Arsenal-legenden Paul Merson kan Jürgen Klopps mandskab meget vel ende på fjerdepladsen i tabellen i denne sæson.

Usikker start
Liverpool indledte lørdag Premier League-sæsonen med en 4-3-sejr over oprykkerne fra Leeds, hvor sejren først blev sikret i slutminutterne. Og Paul Merson var ikke imponeret over mestrene.

- Se på de mål, som Liverpool indkasserede mod Leeds. Wow. Jeg havde troet, at de ville smadre Leeds fuldstændigt. Jeg vil sige, at de er nødt til at købe nogle spillere. Det ville ikke overraske mig, hvis de slutter på fjerdepladsen i denne sæson. Og det tænkte jeg allerede før den her kamp, lyder det fra Paul Merson i en klumme for Sky Sports.

- De har det samme hold som i sidste sæson, og de har en lang række spillere, som forventes at spille hver eneste uge. Virgil van Dijk må ikke blive skadet. Backerne må ikke blive skadede. De har ingen erstatninger i angrebet, hvis en af angriberne i fronttrioen bliver skadet. Jeg bliver ved med at sige det her: Der er en berømt fast food-kæde, som plejede at sælge flere burgere end alle andre - men de reklamerede stadig! Man er nødt til at investere, hvis man vil forblive på toppen.