Video : Tipsbladet
Generelle

Ekspert: Det er glædeligt, at Manchester City er blevet straffet hårdt

Det er helt på sin plads, at Manchester City er blevet udelukket fra Champions League. Sådan lyder det nu fra Talksport-eksperten Simon Jordan.

UEFA valgte i fredags at udelukke Manchester City fra Champions League i de kommende to sæsoner. Og det glæder Talksport-eksperten Simon Jordan sig over. 

- Jeg er på ingen måde farvet. Jeg ved, at United-fans og Liverpool-fans vil fryde sig over det her, men grunden til, at jeg glæder mig, er, at jeg gerne vil have, at autoriteterne i fodboldens verden viser tænder. Jeg ønsker, at dem, der har ansvaret for den slags, gør brug af deres autoritet.

- Jeg har intet imod, at Manchester City har succes. Jeg synes på mange måder, at det er en fantastisk fodboldklub. 

- Men jeg beundrer ikke idéen om, at fodbold kun handler om penge. Og konsekvensen af klubber som Manchester City og andre er i sidste ende, at fodbold under Premier League bliver slået ihjel.

Vil love bål og brand
Jordan afviser, at Manchester City bliver gjort uretfærdigt til syndebuk.

- Grunden til, at jeg siger, at det er godt, er fordi, at det her er noget, som City har gjort før. Og hvis du har gjort noget før, og gør det igen, så kan det ikke undskyldes. Hvis nogen tror, at der er en form for agenda... hvorfor skulle nogen have en interesse i at gøre Manchester City til syndebuk? 

Eksperten er sikker på, at Manchester City vil kæmpe med næb og klør for at få annulleret udelukkelsen.

- Jeg tror, at City vil love bål og brand, og de vil true og gøre hvad som helst for at komme ud af denne situation. Måske kan de forhandle sig frem til noget. I min erfaring går det dog i 90 procent af tilfældene sådan, at CAS (den internationale sportsdomstol, red.) vil bakke op om myndighederne. I de fleste tilfælde. Hvis der bliver tale om en undtagelse, så kan jeg højst se for mig, at der bliver tale om en lidt nedsat straf. Hvis de ikke er modige, så nedsætter de nok straffen til én sæson. Hvis de lykkes Manchester City at sætte dem under et gigantisk pres.