Video : Tipsbladet
Generelle

Ekspert om uskarp Bale: Han er nok nødt til at finde en ny position

Ifølge den tidligere Tottenham-spiller Jamie O'Hara ser det ud til, at Gareth Bale har mistet en del af sin fart.

Gareth Bale har ikke ligefrem været flyvende efter sin retur til Tottenham, og ifølge den tidligere Tottenham-spiller Jamie O'Hara er den tidligere Real Madrid-stjerne formentlig nødt til at ændre sin spillestil. 

Gareth Bale har i mange år været kendt for sin hurtighed, og waliseren har da også spillet på kanten i det meste af sin karriere. Men ifølge O'Hara bør Bale måske i stedet spille mere centralt. 

- Jeg ved, at Mourinho har sagt, at han stadig er lidt ude af form. Jeg har siddet og set ham spille, og det ser ud til, at han har mistet noget af sin fart. Det ser ud til, at han helt sikkert ikke er i god nok form endnu. Selvfølgelig kan han komme tilbage i form, men han er ældre nu, og jeg tror, at han er nødt til at tilpasse sit spil, lyder det ifølge talkSPORT fra O'Hara. 

- Den giftige fart, som vi plejede at kende ham på, hvor han blæste ned langs fløjene og bare gled forbi modstanderne... jeg er ikke sikker på, at han kan genfinde den fart. 

- Jeg tror, at det er lidt ligesom Ryan Giggs, hvor han pludselig mistede noget fart, og i stedet begyndte at spille mere centralt. Jeg ved ikke, om Gareth Bale muligvis egner sig mere til at spille som 10'er nu.

Gareth Bale har spillet tre kampe siden sin retur til Tottenham. To i Europa League og en enkelt i Premier League. Senest leverede waliseren en noget undervældende præstation i Tottenhams 1-0-nederlag til Antwerpen torsdag, hvor José Mourinho efterfølgende rasede over Tottenham-spillernes præstation