Video : Tipsbladet
Generelle

Endelig nummer ét: Så mange millioner tjener Ronaldo per Instagram-opslag

Cristiano Ronaldo har endelig overtaget førstepladsen på Instagrams såkaldte 'rich list', og ifølge marketingvirksomheden Hopper HQ kan portugiseren nu opkræve over 10 millioner kroner per opslag på det sociale medie.

Et enkelt opslag på Instagram kan kaste 10 millioner kroner af sig. 

Det er virkeligheden for Cristiano Ronaldo, der med 315 millioner følgere er den person i verden, der har flest følgere på det sociale medie. Og ifølge marketingvirksomheden Hopper HQ er Cristiano Ronaldo altså den person i verden, der kan opkræve det højeste beløb fra virksomheder, der ønsker at betale for sponsoreret indhold på Ronaldos Instagram-profil. Det skriver BBC.

Messi på syvendepladsen
Cristiano Ronaldo har således overhalet Hollywood-stjernen Dwayne 'The Rock' Johnson, således at portugiseren nu topper Instagrams såkaldte rich list. Det er første gang siden listens oprindelse i 2017, at Ronaldo ligger nummer ét. 

Popstjernen Ariana Grande ligger på tredjepladsen, mens Lionel Messi må nøjes med en syvendeplads. 

Ifølge BBC har Hopper HQ regnet sig frem til, at den anslåede pris for et opslag på Cristiano Ronaldos Instagram-profil er steget med 54 procent i løbet af det seneste år. 

Top 10 over stjerner, der kan kræve flest penge for et Instagram-oplag*

1. Cristiano Ronaldo, 308 mio. følgere - 10,1 mio. kr. per opslag

2. Dwayne 'The Rock' Johnson, 250 mio. følgere, 9,5 mio. kr. per opslag

3. Ariana Grande, 247 mio. følgere, 9,5 mio. kr. per opslag

4. Kylie Jenner, 244 mio. følgere, 9,4 mio. kr. per opslag

5. Selena Gomez, 241 mio. følgere - 9,2 mio. kr. per opslag

6. Kim Kardashian, 232 mio. følgere - 8,9 mio. kr. per opslag

7. Lionel Messi, 224 mio. følgere - 7,3 mio. kr. per opslag

8. Beyonce Knowles, 189 mio. følgere - 7,2 mio. kr. per opslag

9. Justin Bieber, 180 mio. følgere - 7 mio. kr. per opslag

10. Kendall Jenner, 172 mio. følgere - 6,6 mio. kr. per opslag

*Data fra den 1. juli 2021.