Video : Tipsbladet
Generelle

Engelsk landsholdslegende i modvind efter joke om skaldede mennesker

BBC-værten Gary Lineker er kommet i problemer efter at have gjort grin med Alan Shearers manglende hår.

Den tidligere Barcelona- og Tottenham-stjerne Gary Lineker arbejder nu som tv-vært for BBC, og den tidligere målræv er i den forbindelse kommet i modvind efter en vittig bemærkning, han kom med i weekenden.

I dækningen af weekendens Premier League-runde bemærkede Lineker således, at der havde været tale om 'en hårrejsende' indledning på sæsonen, 'medmindre man er Alan Shearer eller Danny Murphy.'

Bemærkningen var rettet til de to tidligere engelske landsholdsspillere, der var gæster i studiet, og som i disse dage ikke har hår på hovedet.

Har modtaget klage
Shearer og Murphy så ud til at tage bemærkningen med overbærende smil, men nu viser det sig, at Linekers kommentar har fået en tv-seer op af stolen i raseri.

Ifølge den engelske avis Daily Mail har BBC således modtaget en klage fra en seer, der har fundet Linekers bemærkning diskrimerende. 

Skuffet talsmand
Lineker tager dog tilsyneladende ikke klagerne særligt tungt.

- BBC har modtaget en klage over skaldetheds-jokes i vores Match of the Day-program. I mine øjne er det meget unfair at kalde Alan Shearer og Danny Murphy skaldede jokes, lød den ironiske bemærkning således fra Lineker i et tweet.

Det er ikke første gang, at Lineker har gjort grin med Alan Shearers manglende hår, og en talsmand for en organisation, der er henvendt til folk med pletskaldethed, har nu reageret på Linekers kommentar.

- Det er en skam, at folk i medierne stadig bruger den platform på en måde, hvor de fastholder en negativ måde at omtale hårtab. Vi hører oftere og oftere fra mænd, der lider af hårtab. I nutidens samfund virker det til, at jokes om skaldede mænd er mere acceptable end jokes om skaldede kvinder eller børn. Og det kan få mænd til at føle, at de ikke får støtte til at lære acceptere ændringen i deres udseende. Jokes om folks fysiske fremtoning er ekstremt forældede, og det inkluderer også jovialt mobberi om skaldethed, lyder kommentaren fra talsmanden fra Alopecia UK.