Video : Tipsbladet
Generelle

Engelsk landsholdsstjerne rystet over FIFA 20: Det er latterligt

Dortmund-profilen Jadon Sancho er relativt bitter over, at han i FIFA 20 har fået vurderingen 77 for sin pasningsevne.

FIFA 20 udkommer senere i denne måned, men Dortmund-stjernen Jadon Sancho kommer muligvis til at boykotte det populære spil i første omgang. 

Spillernes såkaldte 'player ratings', altså spillets vurderinger af deres forskellige evner, blev offentliggjort mandag. Her scorede Lionel Messi den bedste vurdering.

Den engelske landsholdsstjerne Jadon Sancho kom dog op i det røde felt, da han skulle tjekke sin vurdering. Den 19-årige dribler var således rystet over, at spillets udviklere, EA Sports, havde valgt at give ham vurderingen 77 for hans pasningsevne. 

Luftede sin utilfredshed
Jadon Sanchos samlede spillervurdering er 84, hvilket er en markant forbedring i forhold til vurderingen på 72 i FIFA 19. 

Sancho havde dog alligevel meget svært ved at glæde, og kantspilleren var hurtig til at lufte sin utilfredshed på Twitter.

- 77 i pasningsevne? lød det således fra den chokerede Sancho.

Hvorfor aflevere?
EA Sports var hurtige til at svare Sancho.

- Hvorfor aflevere, når du har 90 i driblinger?

Sancho svarede dog hurtigt igen, at han mente, at han burde have fået 90 i afleveringer også.

Bitter Tottenham-spiller
Jadon Sancho var ikke den eneste engelske landsholdsspiller, der var misfornøjet med sin spillervurdering i FIFA 20.

Tottenham-spilleren Eric Dier vidste således på forhånd, at han ville få en dårlig vurdering af sin fart.

- Jeg ved, at min kommer til at blive respektløs. Jeg ved, at de kommer til at vurdere min fart på en respektløs måde. Jeg tror, at folk har en forskruet opfattelse af min fart, lød det således ifølge Spurs TV fra Dier.

Dier endte ganske rigtigt også med at få vurderingen 54 af sin fart.

FIFA 20 udkommer fredag den 27. september.