Video : Tipsbladet
Generelle

Engelsk politi 'hylder' Rooneys hustru: Du burde blive detektiv

Wayne Rooneys og Jamie Vardys hustruer endte onsdag i rendyrket krig på Twitter, da førstnævnte anklagede sidstnævnte for at have lækket private informationer om hende. Nu gør politiet i Essex grin med hele episoden.

En noget spøjs historie trak onsdag en del opmærksomhed i en lang række medier.

Coleen Rooney, som er hustru til Manchester United-legenden Wayne Rooney, lagde således et opslag op på Twitter, hvor hun anklagede Jamie Vardys hustru, Rebekah Vardy, for at have solgt private oplysninger om hende til tabloidavisen The Sun.

Viste sine detektiv-evner
Coleen Rooney beskrev i sit opslag, hvordan hun på udspekuleret vis havde regnet sig frem til, hvilken person der stod bag de gentagne læk af private informationer. Wayne Rooneys hustru havde således blokeret alle sine følgere på Instagram fra at se hendes private stories - pånær Rebekah Vardy. Coleen Rooney havde således en mistanke om, at det var Jamie Vardys hustru, der stod bag de mange læk.

Coleen Rooney begyndte herefter at bringe forfalskede historier om sig selv i sine stories, for at se, om disse oplysninger også endte i The Sun - hvilket de gjorde. På den måde kunne Coleen Rooney få bekræftet, at det var Rebekah Vardy, der solgte historierne til The Sun.

Laver sjov med episoden
Det må umiddelbart siges at være et imponerende stykke detektivarbejde fra Coleen Rooneys side - og måske står fodboldfruen foran en fremtid indenfor ordensmagten.

Hele episoden har i hvert fald fået politiet i Essex i England til at lave lidt sjov med Coleen Rooney på Twitter.

- Har I læst om Coleen Rooneys 'detektiv'-arbejde? Hvis du har en detektivhjerne og hvis du ønsker en udfordrende og givende karriere, så tag dine evner i brug og blive betalt for det, lyder det fra Essex Police, der opfordrer Coleen Rooney og andre detektiv-entusiaster til at søge et job som detektiv hos Essex Police.