Video : Tipsbladet
Generelle

Engelske landsholdslegender i åben krig: Sviner hinanden til

De to tidligere engelske landsholdsstjerner Alan Shearer og Michael Owen er gået igang med at slagte hinanden på Twitter.

Michael Owen og Alan Shearer var for et par årtier kendt som to af de absolut mest frygtindgydende angribere i Europa - og de to herrer udgjorde således også en yderst kompetent angrebsduo for det engelske landshold.

Owen og Shearer spillede derudover også sammen i Newcastle i en periode. Det ser dog ikke ud til, at de to tidligere stjerner fik etableret det store venskab.

Owen og Shearer har haft et belastet forhold, siden sidstnævnte blev hentet ind som Newcastle-boss i 2009 - hvor Owen var spiller i klubben.

Og nu har Owen genstartet striden med publiceringen af en ny bog, hvor han skriver, at han aldrig skulle have skiftet fra Real Madrid til Newcastle.

- Jeg skulle have fulgt mit instinkt fra starten af. Jeg ønskede ikke at tage dertil. I mit hjerte var jeg stadig opsat på en retur til Liverpool, lyder det fra Owen i bogen 'Reboot'.

Hånede Owen for kæmpeløn
Owens kommentar i bogen fik hurtigt Shearer op af stolen.

- Ja, Michael... det tænkte vi også. Især fordi du tjente en million kroner om ugen..., lød det således fra Shearer på Twitter.

Shearers flabede tweet blev dog hurtigt besvaret af Owen, som satte spørgsmålstegn ved Shearers loyalitet til Newcastle.

- Jeg er ikke sikker på, at du er så loyal overfor Newcastle, som du giver udtryk for, mate. Jeg husker tydeligt, at du var milimeter fra at skifte til Liverpool, da Sir Bobby Robson bænkede dig. Du gjorde alt for at komme væk, lød svaret fra Owen.

Blev gjort til syndebuk
Michael Owen og Alan Shearer var engang tætte venner. Men den tid er tydeligvis for længst forbi.

Owen er ked af, at de to i dag er blevet fjender.

- Desværre har denne strid fortsat indtil i dag. Jo mere jeg tænker over det, jo bedre kan jeg forstå, hvorfor Alan opfører sig, som han gør, og hvorfor han fortsætter med at sprede negative historier om mig, hver gang han får chancen, lyder det ifølge Teamtalk fra Owen.

Ifølge Owen gjorde Shearer ham til syndebuk, fordi sidstnævnte 'fejlede' som cheftræner i Newcastle.