Video : Tipsbladet
Generelle

England-chef erkender: Bliver svært at holde på Gareth Southgate

Det bliver svært at beholde Gareth Southgate som engelsk landstræner, erkender teknisk direktør for FA, Les Reed.

I 2016 overtog Gareth Southgate tjansen som træner for det engelske landshold, og hidtil har han været en succes.

Til VM i Rusland i sommeren 2018 nåede Gareth Southgates mandskab semifinalerne, og i Nations League nåede de ligeledes semifinalerne denne sommer.

Og de resultater gør, at det bliver svært for det engelske fodboldforbund, FA, at beholde Gareth Southgate som landstræner. Det erkender den tekniske direktør for FA, Les Reed.

- Det bliver svært, afhængigt af hvad han bliver tilbudt. Men jeg ved, at Gareths fokus i øjeblikket er, at han ønsker at være en England-træner, der vinder, fortæller Les Reed til Sky Sports og fortsætter:

- Jeg tror, at tiltrækningen ved at være den næste England-træner, der fører os til en VM-finale, er trækker i ham, og jeg tror også, at han ved, at han bliver mere attraktiv af det.

- Det er klart, det er noget, vi har i baghovedet, men jeg ved, at Gareth er motiveret efter at udvikle dette hold fremadrettet.

Gareth Southgate, 49 år, har tidligere været cheftræner i Middlesbrough, med hvem han rykkede ud af Premier League i 2009.