Video : Tipsbladet
Generelle

Eriksen holdt møde med Mourinho: Kan stå foran United-skifte

Christian Eriksen og José Mourinho holdt for nyligt et møde, hvor danskeren slog fast, at han stadig ønsker at forlade Tottenham. Et skifte til Manchester United kan komme på tale for danskeren.

Christian Eriksen blev i sommer rygtet til Manchester United, men danskeren endte som bekendt med at blive i Tottenham.

Det er dog ikke utænkeligt, at Eriksen ender i Manchester enten til januar eller til sommer. Det reporterer The Athletic.

Havde et møde
Tottenham møder onsdag Manchester United på Old Trafford, når José Mourinho vender tilbage til sin gamle hjemmebane. Og for Christian Eriksens vedkommende kan der således være tale om et besøg på sin kommende hjemmebane.

Danskeren kommer dog med al sandsynlighed til at starte på bænken, idet José Mourinho i sine første kampe har foretrukket andre spillere. Eriksen kom slet ikke i aktion, da Tottenham i weekenden slog Bournemouth med 3-2. Og ifølge The Athletic hænger det sammen med, at Mourinho og Eriksen for nyligt holdt et møde, så portugiseren kunne blive klogere på danskerens fremtidsplaner. Allerede kort efter sin ansættelse slog Mourinho da også fast, at han ikke ville satse på Eriksen, før han vidste mere om danskerens planer.

Vil ikke ændre sin plan
The Athletic har talt med en kilde, som beretter, at Eriksen på mødet gjorde det klart overfor Mourinho, at han ønsker at prøve noget nyt, efter seks år i London. Danskeren har respekt for Mourinho, men har ikke planer om at ændre sin oprindelige plan på grund af portugiserens ankomst. Ifølge kilden betragtede både Mourinho og Eriksen mødet som produktivt, fordi man fik afklaret tingene.

- Jeg vil ikke fortælle dig, hvad vi sagde på mødet. Det var kun mig og ham - og Amazon (som filmer en Tottenham-dokumentarfilm i denne sæson, red.). Han er dedikeret, han elsker klubben og han er en af os, lød det angiveligt fra Mourinho.

Må acceptere bænplads
Christian Eriksen har således stadig tænkt sig at gøre sit bedste for Tottenham, indtil kontrakten med London-klubben til sommer. Men med danskerens snarlige afgang fastlagt virker det logisk, at Mourinho i denne sæson vil give mere spilletid til andre spillere. Portugiseren har særligt haft fidus til Dele Alli som 10'er indtil videre.

Mourinho skiftede ganske vist Eriksen ind allerede i første halvleg af Champions League-opgøret mod Olympiakos, men der var tale om en særlig omstændighed, idet grækerne var foran med to mål. I den forudgående ligakamp mod West Ham gav Mourinho blot Eriksen 11 minutter på banen.

United kan melde sig på banen igen
Og ifølge The Athletic er der meget ved den nuværende situation, der indikerer, at Christian Eriksen igen overvejer et skifte til Manchester United.

Manchester-klubben sendte en delegation til London i sommer, men Eriksen fastholdt, at han primært var interesseret i Real Madrid, hvilket også satte en dæmper på Ole Gunnar Solskjærs interesse i danskeren. Manchester United har dog haft store problemer med midtbanen i denne sæson, og kan derfor meget vel genoptage interessen i Eriksen. Og selvom Eriksen fortsat foretrækker Real Madrid, så er danskeren også tiltrukket af idéen om at spille for Manchester United.

Danskeren vil angiveligt se situationen an indtil slutningen af januar, og se, hvor meget spilletid han kan forvente i Tottenham. London-klubben er angiveligt klar til at sælge danskeren for 185 millioner kroner i januar, og Manchester United er klar til at fordoble Eriksens løn, som i øjeblikket lyder på 600.000 kroner om ugen. Der spekuleres desuden i, at Eriksen kan indgå i en transfer, der vil sende Nemanja Matic til Tottenham.