Video : Tipsbladet
Generelle

Fabregas afslører: Disse to er de bedste trænere, jeg har haft

Cesc Fabregas peger på to trænere, som har haft en stor betydning for hans karriere.

Cesc Fabregas råder over et flot cv, og den spanske midtbanekreatør har spillet for store klubber som Arsenal, FC Barcelona og Chelsea, mens han også står noteret for mere end 100 landskampe for Spanien.

I de klubber har han også stiftet bekendtskab med flere af de bedste trænere i verden, og især et par har skilt sig ud for Cesc Fabregas. I en livechat på Instagram blev den nu 32-årige midtbanespiller således bedt om at nævne sine bedste trænere, og her nævnte han specifikt to.

- Arsene Wenger og Jose Mourinho, lød det ifølge mediet Goal fra Cesc Fabregas, som dog også roste sine øvrige trænere:

- Jeg har spillet for de bedste i verden, så jeg kan ikke klage.

Det er ikke overraskende, at Fabregas peger på Arsene Wenger. Det var den franske træner, der i 2003 hentede Fabregas til Arsenal og var med til at give ham sit gennembrud i klubben, og Fabregas har tidligere talt varmt om den tidligere Arsenal-træner. Og den spanske kreatør havde også stor succes i Chelsea, hvor Jose Mourinho var træner.

Mens det utvivlsomt er et par store trænere, Fabregas nævner, udelader han også et par dygtige trænere. I FC Barcelona spillede Fabregas for Pep Guardiola, mens han på det spanske landshold havde succes med Vicente Del Bosque ved roret. Spanieren nævner heller ikke Leonardo Jardim, Thierry Henry eller Robert Moreno, som han har haft i Monaco.