Video : Tipsbladet
Generelle

Fejrer mesterskab med stil: Ronaldo køber bil til 70 millioner

Cristiano Ronaldo ejer i forvejen en lang række superbiler, men portugiseren har nu valgt at bruge 70 millioner kroner på en yderst sjælden Bugatti.

Juventus sikrede sig i weekenden det italienske mesterskab, og ifølge den italienske avis Corriere della Sera har Cristiano Ronaldo valgt at fejre triumfen ved at købe en bil til 70 millioner kroner. 

Ifølge avisen er der tale om en såkaldt Bugatti Centodieci. Der er blot produceret 10 eksemplarer af den vanvittigt dyre bil, der har en topfart på 380 kilometer i timen.

Bilen kan accelerere fra nul til 100 hundrede kilometer i timen på blot 2,4 sekunder, og fra nul til 300 kilometer i timen på 13,1 sekunder. Ronaldo må dog væbne sig med tålmodighed efter indkøbet. Superbilen bliver således først leveret til Juventus-stjernen i 2021. 

Har en vanvittig bilsamling
Det er langt fra første gang, at Cristiano Ronaldo spenderer stort på en bil. Ifølge SPORTbible har superstjernen allerede en bilsamling, som de færreste kan hamle op med. 

Portugiseren ejer således allerede tre andre Bugatti'er, mens målrævens samling også indeholder en Ferrari F430, en Phantom Rolls-Royce, en Lamborghini Aventador, en Maserati GranCabrio, en Bentley Continental GTC samt en McLaren Senna.

Det er således ikke småpenge, som Cristiano Ronaldo har brugt på biler i årenes løb. Men portugiseren bliver også hjulpet godt på vej af sin løn i Juventus, hvor stjernen tjener næsten fire gange så meget som Torino-klubbens næstbedst betalte spiller.