Video : Tipsbladet
Generelle

Fem stjerner, der kan stå foran et stort skifte

Transfervinduet nærmer sig, og CLBOLD ser her nærmere på fem af de største klubskifter, som sommeren kan byde på.

Den indeværende sæson nærmer sig sin afslutning med hastige skridt. I weekenden skal der spilles pokalfinaler i Spanien og Tyskland, og i næste uge er der både Europa League-finale og Champions League-finale.

Herefter går der et par måneder uden betydende kampe på programmet, men sommermånederne forløber som bekendt sjældent uden dramatik.

PSG sælger næppe stjerner
Det er således i disse måneder, at de største klubber typisk foretager de største handler - og denne sommer ser absolut ikke ud til at blive en undtagelse. 

CLBOLD.DK ser her nærmere på fem store stjerner, der ser ud til at stå foran et klubskifte til sommer. 

Spillere som Antoine Griezmann, Diego Godin, Matthijs De Ligt og Adrien Rabiot er ikke inkluderet på listen, da det allerede ligger klart, at de forlader deres respektive klubber. Neymar og Kylian Mbappé er desuden udeladt, fordi det virker yderst usandsynligt, at Paris Saint-Germain vil sælge dem.

Hold dig opdateret med transfernyheder
Husk, at du på CLBOLD.DK hver dag kan følge med i den seneste udvikling på transfermarkedet. Vinduet åbner den 1. juli i Spanien, Italien og Tyskland, mens det i England og Frankrig åbner allerede den 11. juni. De engelske klubber kan dog allerede nu handle internt med andre engelske klubber.

Vinduet lukker den 2. september i Spanien, Tyskland og Frankrig, mens det i Italien lukker den 23. august. I England lukker vinduet allerede den 8. august

Fem stjerner, der kan stå foran et stort klubskifte:

Gareth Bale, Real Madrid
Waliseren må siges at være den superstjerne, der er tættest på et klubskifte til sommer. Zinedine Zidane har frosset Bale helt ud af truppen, fordi waliseren i franskmandens øjne ikke passer ind i spillestilen. Bale er ofte blevet rygtet tilbage til Premier League, men denne sommer ser det mere sandsynligt ud end nogensinde før. Det eneste problem er Bales høje løn. De mest sandsynlige destinationer er klubber som Manchester United, Tottenham, PSG og Chelsea.

Eden Hazard, Chelsea
Belgierens skifte fra Chelsea til Real Madrid har været under opsejling i et års tid nu, men det virker yderst usandsynligt, at Hazard er at finde på Stamford Bridge efter sommerferien. Ifølge franske medier offentliggøres Hazards skifte til Real Madrid efter Europa League-finalen, hvor Chelsea møder Arsenal.

Philippe Coutinho, Barcelona
Brasilianeren blev verdens tredjedyreste spiller, da Barcelona hentede ham i Liverpool i januar sidste år. Men skiftet er aldrig blevet en succes for Coutinho, der har været inde og ude af holdet i denne sæson. En udskiftningsspiller til en milliard kroner er ikke en holdbar løsning, og derfor virker det oplagt, at Coutinho drager videre til sommer. Paris Saint-Germain fremstår som en oplagt destination.

Paul Pogba, Manchester United
Den franske verdensstjerne er ikke ligefrem elsket af Manchester United-fansene, der er trætte af Pogbas til tider tvivlsomme attitude. Talentet kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved, men Pogba virker ikke til at trives i Manchester United. Et skifte til Real Madrid eller Juventus virker som en fornuftig beslutning for den kritiserede verdensmester.

Christian Eriksen, Tottenham
Ifølge spanske medier bliver Champions League-finalen Christian Eriksens sidste kamp i Tottenham-trøjen. Efter seks år i London er der meget, der tyder på, at danskeren ønsker en ny udfordring. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at Eriksen stadig ikke har forlænget sin aftale, der udløber næste sommer. Real Madrid fremstår som den mest oplagte destination.

Hold også øje med: Udover de ovennævnte er det værd at holde et vågent øje med spillere som Paulo Dybala (Juventus), Edinson Cavani (Paris Saint-Germain), Hakim Ziyech (Ajax), Luka Jovic (Eintracht Frankfurt), Leroy Sané (Manchester City) og Timo Werner (RB Leipzig).