Video : Tipsbladet
Generelle

Ferdinand: Robben valgte Chelsea, fordi han ikke kunne lide lugten i United

Arjen Robben var ikke glad for lugten på Manchester Uniteds træningsanlæg, og derfor valgte han i sin tid at skifte til Chelsea.

Arjen Robben satte i sommer punktum for en utrolig flot karriere, der bragte ham forbi klubber som Chelsea, Real Madrid og Bayern München.

Hollænderen var særligt kendetegnet ved, at han, fra sin position på højrekanten, trak ind til sit venstreben og sparkede i det lange hjørne. Det havde også Manchester Uniteds Rio Ferdinand noteret sig, inden Robben for alvor slog igennem på den store scene, og han havde gerne set kantspilleren skifte til klubben.

- Man vidste, at han ville trække ind fra venstre, og venstrebacken kunne intet stille op. Han ville sige: "Jeg trækker ind fra venstre, og du kan ikke stoppe mig." Og det gjorde de heller ikke.

- Sikke en spiller. Robben var fantastisk. Vi skulle have hentet ham til Manchester United.

Af denne grund ærgrer det også den tidligere forsvarsspiller, at Robben i sin tid fravalgte United. Han kunne nemlig ikke lide lugten på klubbens træningsanlæg, hævder Ferdinand.

- Jeg mener, at han besøgte vores træningsanlæg. Han kunne ikke lide lugten, så han forlod stedet og skiftede til Chelsea i stedet. Jeg kunne ikke tro det. Han ville have været fantastisk for os.

Arjen Robben rykkede fra PSV til Chelsea i 2004. Tre år senere blev han solgt til Real Madrid, inden turen i 2009 gik til Bayern München, hvor han altså også afsluttede karrieren ti år senere.