Video : Tipsbladet
Generelle

Ferguson om beslutning før CL-finalen i 2008: Fortryder den stadig i dag

Manchester United slog Chelsea i Champions League-finalen i 2008, men Sir Alex Ferguson fortryder stadig én beslutning, han foretog før kampen.

Sir Alex Ferguson havde en glorværdig 27-årig karriere som cheftræner i Manchester United, og regnes i dag for at være blandt historiens største trænere.

Men selv de bedste kan fejle, og skotten erkender nu, at en beslutning tilbage i 2008 stadig går ham på.

Ingen spillere bør udelades
Manchester United mødte det år Chelsea i Champions League-finalen i Moskva, og Ferguson kunne efterfølgende drage hjem fra Rusland med en guldmedalje om halsen.

En beslutning foretaget før kampen nager dog stadig trænerlegenden.

- At vinde Europa Cup'en er fantastisk. Det var virkelig en fremragende gruppe spillere, med en god attitude. Det var en god, stærk trup. Mit problem i 2008-finalen var, at jeg nok stadig til den dag i dag fortryder, at jeg udelod Park Ji-Sung helt fra truppen. Han spillede sådan en stor rolle, og det er et af problemerne med at nå finalen. Ingen spiller fortjener at blive valgt fra til finalen, lyder det ifølge MUTV fra Ferguson. 

Sydkoreaneren var således ikke blandt de syv udskiftningsspillere på bænken i finalen, hvor Ryan Giggs, Nani og Anderson blev sat ind undervejs. Sidenhen er reglerne blevet ændret, så holdene kan have 11 spillere på bænken i en finale.