Video : Tipsbladet
Generelle

'Filmende' Tottenham-stjerne udsat for nådesløs hån af Bale

Dele Alli gav sine holdkammerater et godt grin, da den fallerede Tottenham-stjerne fældede sig selv i søndagens 5-0-sejr over Marine i FA Cup'en.

Dele Alli har haft en meget svær sæson i Tottenham, hvor José Mourinho ikke har haft den store brug for den tidligere profil. 

Den 24-årige englænder har i den seneste tid været rygtet væk fra London-klubben, men søndag fik Alli chancen fra start i FA Cup-opgøret mod Marine fra den ottendebedste række i England. Og Alli gjorde en ganske fin figur, selvom han også leverede en mindre elegant aktion i Tottenhams 5-0-sejr. 

Uelegant aktion
Dele Alli formåede undervejs i opgøret således, helt upresset, at fælde sig selv lige foran Tottenham-bænken, hvilket den fallerede stjernes holdkammerater fandt særdeles morsomt. På tv-billederne kunne man således se Son Heung-min kæmpe mod at bryde ud i højlydt latter, mens Gareth Bale på ironisk vis appellerede for et gult kort til sin 'filmende' holdkammerat. 

Alli røg i græsset, da han skulle tage et skridt tilbage, hvorefter han fik viklet sine fødder sammen, hvilket altså resulterede i en lille kolbøtte foran holdkammeraterne, der sad og hyggede sig med tæpper på bænken.