Video : Tipsbladet
Generelle

Firmino-farvel på trapperne i Liverpool: Dansk angriber nævnt som oplagt afløser

Roberto Firminos bedste dage på Anfield ser ud til at være ovre, og brasilianeren kan meget vel forlade Liverpool til sommer. Og Goal har nærstuderet hvilke afløsere, som de kriseramte engelske mestre bør overveje som Firmino-erstatning.

Efter 30 år uden et mesterskab kunne Liverpool endelig løfte Premier League-trofæet sidste år. 

I denne sæson er det dog gået dramatisk ned ad bakke for Jürgen Klopps tropper, der med få spillerunder tilbage ligger på syvendepladsen i Premier League. Liverpools niveau er faldet voldsomt, og ifølge Goal tyder alt på, at der er tale om 'enden på en æra' på Anfield. 

Liverpool scorede i sidste sæson 85 mål i ligaen, men i den indeværende sæson har Klopps mandskab blot fundet netmaskerne 55 gange. Og ifølge klubikonet Jamie Carragher er det især Liverpools offensive folk, der skal bebrejdes for den sløje sæson.

- Folk bliver ved med at tale om Liverpools problemer i midterforsvaret, men det største problem befinder sig i den anden ende af banen, lyder det således fra Carragher. 

Fronttrioen med Mohamed Salah, Sadio Mané og Roberto Firmino vil altid blive husket som en forrygende trio, men ifølge Carragher skal der ske noget nyt nu. 

- De har været utrolige. Men vi er bare kommet til et punkt, hvor der er brug for andet. Og det skal løses til sommer, lyder det således fra klublegenden. 

Fra København til Anfield?
Sadio Mané har haft en skidt sæson, men Goal peger på, at det primært er Roberto Firmino, der ligner en færdig mand på Anfield. Brasilianeren har således blot scoret seks mål i 43 kampe i denne sæson. Firmino er kendt som en spiller, der har bidraget med meget andet end mål, og Goal peger derfor på, at Liverpool vil gøre klogt i at finde en Firmino-afløser, der har mange af de samme kvaliteter som brasilianeren. 

Goal har derfor rådført sig med scoutingvirksomheden Real Metric Analytics, der bruger data fra mere end 35 ligaer. Goal har således fået virksomheden til at finde de spillere, der har de samme styrker som Firmino, og som således hurtigt vil kunne tilpasse sig Jürgen Klopps spillestil. Og set med danske briller er der tale om et interessant svar fra Real Metric Analytics.

Den danske landsholdsangriber Jonas Wind er således at finde i top fem over spillere, der har de samme karakteristika som Roberto Firmino. I top fem finder vi også Aston Villas Ollie Watkins, Leicesters Kelechi Iheanacho, Monacos Kevin Volland og Rangers' Alfredo Morelos. 

Lige uden for top fem finder vi angribere som Donyell Malen og Leon Bailey, som Goal peger på som oplagte transfermål for Liverpool, hvis Merseyside-klubben beslutter sig for at sige farvel til Roberto Firmino, der har spillet for Liverpool siden skiftet fra Hoffenheim i 2015.