Video : Tipsbladet
Generelle

Forbløffende ringe Bale er en dyr fejl, der udstiller Mourinhos svagheder

Gareth Bale ligner et gedigent fejlkøb for Tottenham, lyder det fra Goal-skribenten Alex Keble.

Gareth Bale er den klart bedst betalte spiller i Premier League, men den 31-årige waliser har absolut ikke været en gevinst for Tottenham indtil videre. 

Efter fem ligakampe på stribe uden ét eneste minut på banen blev Bale søndag indskiftet i Tottenhams 2-0-nederlag til Leicester. Og den Real Madrid-ejede kantspiller gjorde ikke meget for at overbevise José Mourinho om, at han skal have mere spilletid. Sådan lyder det nu fra Goal-skribenten Alex Keble. Ifølge Keble har Tottenham væsentlige udfordringer i det offensive spil, hvor London-klubben er meget afhængig af plan A, der er baseret på kontraangreb.

- Disse svagheder er meget præcist illustreret i den besynderligt beskedne indflydelse, som Gareth Bale har haft, siden hans retur til det nordlige London. 

- Bales præstation som indskifter i søndagens 2-0-nederlag til Leicester var forbløffende ringe. Han var ikke bare ineffektiv, men spillede tilsyneladende også uden idé, retning eller endda interesse. Igen og igen modtog den walisiske landsholdsspiller på højrekanten, hvorefter han kiggede op og så to modstandere foran sig, hvorefter han afleverede bolden tilbage ind centralt. Der var ingen forsøg på at udfordre sin direkte modstander, ingen forsøg på at lægge en farlig fremadrettet aflevering, og ingen forsøg på at foretage chanceskabende løb uden bold, så han kunne komme ind i mindre befolkede områder af banen. 

- Det var et indhop, der gik fint i tråd med hans andre præstationer, siden hans retur til Tottenham. 

Alex Keble peger på, at Gareth Bale blot har spillet 161 ud af 900 mulige minutter i Premier League i denne sæson. Her er det blevet til ét mål, sejrsmålet i 2-1-sejren over Brighton - det eneste ligamål, som Tottenham har scoret med Bale på banen.

Og værst af alt har Bale blot formået at levere gennemsnit 0,3 key passes (nøgleafleveringer) per kamp, hvilket er lavest af alle Tottenhams spillere.  

Udstiller Mourinhos mangler
Keble peger på, at Bale muligvis har brug for tid, efter at have tilbragt meget tid som bænkevarmer i Real Madrid. 

- Men det er mere sandsynligt, at hans dårlige form i virkeligheden snarere reflekterer Mourinhos begrænsninger. Tottenham-bossen træner ikke sine angribere på samme måde, som Jürgen Klopp og Pep Guardiola gør. Han giver dem ikke strukturer, der kan guide deres løb og bevægelser. I direkte kontrast til nogle af de bedste trænere i verden, der er på vej frem, forventer Mourinho, at hans angribere selv formår at improvisere, i stedet for at udføre 'træner-automatismer', som er nøje strukturerede taktiske øvelser. 

- Måske bliver Bale i sidste ende den plan B for Tottenham, som de har brug for at overkomme udfordringer som den i mod Leicester. Lige nu ligner han dog en dyr fejl, hvis primære funktion er at udstille Mourinhos største svagheder.