Video : Tipsbladet
Generelle

Frankrigs landstræner om stjerne: Han er ikke glad i Barcelona

Ifølge Didier Deschamps er Antoine Griezmann bestemt ikke glad for den rolle, som Ronald Koeman har givet franskmanden.

Antoine Griezmann skiftede til Barcelona sidste sommer, men opholdet har ikke været en dans på roser for franskmanden indtil videre.

Og nu afslører Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, så, at Griezmann ikke er glad for sin rolle i Barcelona. Catalanerne har ansat Ronald Koeman som ny cheftræner, og hollænderen har brugt Griezmann på kanten, selvom franskmandens foretrukne rolle er at ligge mere centralt.

- Jeg er i dialog med ham, og jeg ser ham snart. Jeg er sikker på, at han ikke er glad for den her situation. Jeg blander mig ikke i, hvordan mine spillere bliver brugt i deres klubber, om vi så taler om Barça eller andre klubber, lyder det ifølge Goal fra Deschamps.

- Antoine spiller på højrekanten for dem i øjeblikket. Det er sandt, at Koeman sagde til ham, at han ikke forstår, hvorfor han er vant til at spille på en mere central position. Men Antoine er også nødt til at tilpasse sig. 

- I mine øjne er han stadig mere effektiv, når han befinder sig i hjertet af kampen, hvor han har muligheden for at få mange boldberøringer. På den position har han også muligheden for at falde ned i banen og hjælpe midtbanen.

- Han har ikke evnen til at drible forbi en modstander ude på kanten, som andre kan. Han er nødt til at have mange boldberøringer, og han har kloge bevægelsesmønstre. 

Ironisk nok udtalte Ronald Koeman kort efter sin ansættelse, at Antoine Griezmann var blevet brugt helt forkert af Barcelonas tidligere tænere, og at franskmanden 'ikke er kantspiller'.