Video : Tipsbladet
Generelle

Fransk verdensmester om Barça-stjerne: Han bør søge væk

Ifølge den tidligere Bayern München-profil Bixente Lizerazu er Antoine Griezmanns situation i Barcelona 'yderst kritisk'.

Barcelona brugte sidste sommer knap 900 millioner kroner på Antoine Griezmann, men franskmanden har haft svært ved at falde til på Camp Nou, og i lørdagens El Clásico måtte den tidligere Atlético Madrid-stjerne så blive siddende på bænken indtil det 82. minut, hvor han kom ind i stedet for Ansu Fati.

Ronald Koeman havde til braget mod Real Madrid i stedet valgt at give Pedri chancen fra start i højre side af angrebet. Catalanerne hentede den blot 17-årige spiller i Las Palmas i sommer, og teenageren har åbenbart imponeret Koeman mere, end Griezmann har formået.

Bør ikke tøve med at skifte væk
Og efter Barcelonas 3-1-nederlag til Real Madrid har den tidligere franske verdensmester, Bixente Lizerazu, så valgt at kommentere på Griezmanns situation i Barcelona. 

- Griezmann er glimrende. Han er en rigtig, rigtig god spiller, og han er fantastisk for Frankrig. Men han er overhovedet ikke god for Barcelona. Han har et stort problem, lyder det ifølge Telefoot fra Lizerazu.

- Han skiftede til Barcelona, fordi han havde en drøm om at spille med Lionel Messi. Men desværre passer deres spillestil rigtigt dårligt til hinanden. Griezmann kan ikke indtage sin foretrukne position. Han kan ikke længere spille fodbold for Barcelona. Han er ramt på selvtilliden. 

- Han bør ikke tøve med at skifte væk, når situationen er den, at han ikke har en plads. Det er 18 måneder, der er gået nu. Ikke to. Situationen er yderst kritisk.