Video : Tipsbladet
Generelle

Går i frontalangreb på 'tydeligt presset' Klopp: - Du er en hykler

Den tidligere topdommer Mark Clattenburg anklager inden søndagens topbrag mod Manchester United Jürgen Klopp for at være en hykler.

Liverpool tager på søndag imod Premier Leagues aktuelle tophold, Manchester United, og Jürgen Klopp har varmet op til braget ved at kommentere de mange straffespark, som de røde djævle har fået tildelt i den seneste tid. 

Ole Gunnar Solskjær har efterfølgende udtalt, at han 'ikke gider bruge tid' på Klopps bemærkning, men den tidligere topdommer Mark Clattenburg har nu valgt at gå flæsket på Jürgen Klopp. Clattenburg, der blandt andet dømte Champions League-finalen i 2016, skriver således i sin klumme for den engelske avis Daily Mail, at Liverpool-bossen er 'en hykler'. Clattenburg mener desuden, at Klopp gør brug af de samme 'mindgames', som Sir Alex Ferguson plejede at forsøge sig med. 

- Der var et par ting, man kunne udlede fra Klopps kommentarer. Først og fremmest lyder han som en hykler, hvis han indikerer, at United-spillerne bevidst går efter at få tilkendt straffespark. Folk som Salah og Mané er lige så slemme til at bruge den strategi, lyder det således fra Clattenburg.

- Han føler sig dog tydeligvis presset, for ikke siden Fergie har vi set sådan et åbenlyst forsøg på at påvirke dommeren forud for en stor kamp. Vi så ikke Klopp gøre det her i sidste sæson, hvor Liverpool vandt hver eneste uge. Han bryder sig ikke om tabe. Det har han aldrig gjort. Han har tendens til at blive bitter. Men han er galt på den, når han antyder, at der er en aura omkring United, der gør, at kendelserne går i deres favør. Det var der i Fergies tid, men den aura er fuldstændig væk, efter hans exit. 

Snedig Klopp
Ifølge Clattenburg har både Manchester Uniteds og Liverpools spillere en tendens til at falde for let i modstandernes felt. Der eksisterer dog ingen sammensværgelse, lyder det fra den tidligere topdommer. 

- Klopp havde ret, da han sagde, at United har fået tikendt flere straffespark på to år, end Liverpool har fået i hans fem-et-halvt år på Anfield. Det var klogt af ham, for hans kommentar kunne ikke lande ham i problemer med myndighederne. 

- Men lad os gøre det klart: Der eksisterer ingen konspiration blandt dommerne. Antyder Klopp, at der gør? Eller antydede han, at United-spillerne bliver opfordret til at kaste sig? Hvis det første tilfældet, så gider jeg ikke spilde min tid på det. Det er simpelthen ikke sandt. 

- Men hvis han forsøgte at henlede opmærksomhed på, at nogle United-spillere falder nemt i feltet, så vil jeg sige, at han var en valid pointe. Omend han så ignorerer lignende anklager mod nogle af sine egne spillere. 

Opgøret mellem Liverpool og Manchester United sparkes i gang klokken 17.30 på søndag. Begge hold har spillet 17 kampe, og Manchester United indtager førstepladsen i Premier League-tabellen, tre point foran Liverpool, der indtager andenpladsen.