Video : Tipsbladet
Generelle

Gareth Bale bliver den klart bedst betalte spiller i Premier League

Gareth Bale vender tilbage til Premier League, hvor waliseren, der har en ugeløn på knap fem millioner kroner, bliver ligaens klart bedst betalte spiller.

Gareth Bale flyver fredag til London for at gennemføre sin lejeaftale med Tottenham, og waliseren har udsigt til at blive et af de helt store trækplastre i Premier League. 

Og ifølge den engelske avis The Guardian bliver den 31-årige Gareth Bale da også den klart bedst betalte spiller i engelsk fodbold. Waliseren beholder således sin ugeløn på 4,89 millioner kroner. Real Madrid betaler dog stadig en del af Bales løn.

Overgår De Gea og Aubameyang
Ifølge talkSPORT var David de Gea og Pierre-Emerick Aubameyang de bedst betalte spillere i Premier League, inden Gareth Bales ankomst. Manchester United-målmanden og Arsenal-kaptajnen tjener således hver især lidt over tre millioner kroner om ugen. 

Herefter følger folk som Kevin De Bruyne, Raheem Sterling, Paul Pogba, Mesut Özil, Anthony Martial, Sergio Agüero, Mohamed Salah, Marcus Rashford, Harry Kane og Tanguy Ndombele, som tjener mellem 2,6 og 1,6 millioner kroner om ugen. 

Gareth Bale flyver til London i et privatfly sammen med holdkammeraten Sergio Reguilon, der også forlader Real Madrid. Bale og Reguilon bliver Tottenhams tredje og fjerde forstærkning i dette vindue, hvor London-klubben også har hentet Pierre-Emile Højbjerg og højrebacken Matt Doherty.