Video : Tipsbladet
Generelle

Gerrard lugter PL-guld: Er 'meget, meget interesseret' i udfald af City-sag

Steven Gerrard afventer spændt det endelige udfald af Manchester Citys brud på FFP-reglerne, som kan betyde, at klubben får fratrukket flere mesterskaber.

De dårlige nyheder synes at hobe sig op for Manchester City, efter det i fredags kom frem, at klubben ikke får lov til at deltage i Champions League i de to kommende sæsoner. 

Flere af de overtrædelser af UEFAs regler, som Manchester City har begået, er nemlig ligeledes overtrædelser af Premier Leagues regelsæt. Derfor spekulerer flere engelske medier, i at klubben både kan blive tvangsnedrykket, samt få fjernet flere mesterskaber i perioden 2012-2018. 

Særligt det sidste har stor relevans for Steven Gerrard, der spillede en afgørende rolle under Liverpools guldjagt i 2013/14-sæsonen, hvor han som bekendt gled på katastrofal vis mod Chelsea. 

Liverpool-legenden følger derfor også intenst med i udfaldet af sagen. 

- Det læste jeg godt, ja. Vi bliver nødt til at vente og se, hvordan Premier League vil handle, men hvis du ser på alvorligheden af UEFAs straf, så må noget være helt galt, siger Gerrard ifølge Goal. 

- Jeg er meget interesseret i at se udfaldet af det. Indtil straffen fra Premier League kommer, vil jeg ikke kommentere yderligere på det. Men jeg er meget, meget interesseret i det... af åbenlyse årsager.